Naalakkersuisut mener stadig boykot var nødvendigt

Kritikken var massiv, da Aleqa Hammond i 2013 valgte at boykotte Arktisk Råds møde i Kiruna, Sverige. Udenrigsdirektøren holder dog fast i den anbefaling, embedsværket kom med. Det var nødvendigt med en alvorlig manifestation.

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, deltager i dag, fredag, ved ministermødet i Arktisk Råd. Han fastholder, at det var nødvendigt at stå fast over for svenskerne.

- Jeg tror, det har hjulpet, at vi har stejlet i afgørende faser i Arktisk Råds arbejde. At vi har insisteret på at få taleret til møderne. Det er kun glædeligt, at vi har stået så fast på vores ønske og krav om at deltage på lige fod med de øvrige Arktiske lande, siger Vittus Qujaukitsoq.

Han mener det var nødvendigt at stå fast.

- Man kunne frygte, at vi måske ikke havde fået den samme taleret og repræsentation, hvis ikke vi havde stået fast og insisteret på vores taleret, siger Vittus Qujaukitsoq. 

Udenrigsdirektør, Kai Holst Andersen fortæller, at hans anbefaling om, at boykotte mødet i Sverige, jo ikke kun kom som reaktion på, at Grønland ikke måtte sidde med ved blandt andet de vigtige uformelle ministermøder ved Arktisk Råds møde i Sverige.

Muligheder udtømte

Udenrigsdirektøren fortæller, at Danmark/Grønland op til ministermødet, havde gjort hvad de kunne for at undgå en grønlandsk boykot af formandskabet.

Den svenske ambassadør i København blev op til ministermødet indkaldt til en alvorlig samtale i udenrigsministeriet netop med dette budskab. Sverige valgte på trods af dette stadig at ignorere danske og grønlandske argumenter om, at man efter selvstyrets indførelse i 2009 ikke kan fratage Grønland retten til at udtale sig om fuldt hjemtagne sagsområder også i Arktisk Råd regi.

Læs også Aleqa har intet fået ud af sin boykot af Arktisk Råd

Læs også Arktisk Råd nu med stol til Grønland

- Situationen i 2011 til 2013 var nemlig den, at Grønland gradvist fik fjernet retten til at fremføre vores synspunkter i forhandlingerne under formandsskabet. En grønlandsk deltagelse ved ministermødet i 2013, ville være blevet set som en blåstempling af den ny svenske praksis, hvor Grønland kun kunne få lov til at deltage i det reelle samarbejde og forhandlinger som finder sted på embedsmandsplan igennem danske embedsmænd, vurderer Kai Holst Andersen.

Grønland stod uden indflydelse

Den primære årsag, til at Aleqa Hammond blev væk, var derfor at Grønland under det svenske formandskab fra 2011 til 2013 gradvist var blevet fjernet fra bordet i forhandlingerne og derfor var havnet i en situation, hvor vurderingen var, at Grønland i 2013 stod uden reel indflydelse på store dele af de beslutninger som skulle fremlægges til godkendelse ved ministermødet i 2013.

Udviklingen i 2011-2013, var alvorlig, da den var sket samtidig med at man fra dansk side i 2011 havde valgt at tage initiativ til at også Færøerne fremadrettet skulle deltage på lige fod med Grønland i Arktisk Råd samarbejdet. En beslutning, som udenrigskontoret frygtede, ville undergrave Grønlands indflydelse i Arktisk Råd.

Frygtede at blive bænket

En farlig tendens, som let kunne bide sig fast, når andre lande som Canada og siden USA overtog formandsskabet efterfølgende. Særligt når Sverige under sit formandskab insisterede på at formalisere sin nye procedure i skriftlige regler, som ville fastslå, at kun danske politikere og embedsmænd skulle have reel indflydelse i Arktisk Råd på vegne af Kongeriget Danmark, og dermed sikre udelukkelse af Grønland fra indflydelse fremadrettet.

Havde Sverige haft held med at formalisere deres nye retningslinjer ved afholdelsen af et fuldtalligt ministermøde, ville det være endog meget svært efterfølgende at lave om. Især Canada og USA er lande som i den grad ville kunne få svært ved at forklare deres oprindelige befolkning, hvorfor Grønland med Selvstyreloven skulle have andre rettigheder i Arktisk Råd, end de har.

- Ministermødet i 2013 var absolut sitdste chance for at handle, siger Andersen.

Holder fast i stol med begge hænder

Kai Holst Andersen glæder sig derfor også i dag over, at effekten ikke er udeblevet. Det var en skandale for svenskerne, at Grønland blev væk og ligeså for Danmark, som ikke måtte tale om de områder Grønland har hjemtaget og derfor ikke havde meget at sige ved mødet i 2013.

Der var efterfølgende i 2013 hårde forhandlinger med Canada fra dansk og grønlandsk side, men Grønland er siden 2013 tilbage ved bordet og har deltaget fuldt ud i samarbejdet sådan som tilfældet også var indtil det svenske formandskab. Andersen siger, at det er vigtigt at holde fast i den grønlandske stol og taleret i Arktisk Råd med begge hænder.

Bedre forhold til Lidegaard

I forhold til Danmark står det også klart, at Grønlands forhold til de tidligere udenrigsministre og den tidligere arktiske ambassadør også led stor overlast under det svenske formandsskab.

Der er dog anderledes positive toner i dag, hvor Kai Holst Andersen glæder sig over samarbejdet under det canadiske formandskab i de forløbne to år, både med formandslandet og med udenrigsministeriet i København, som begge ifølge ham har en god forståelse for Grønlands rolle og Selvstyrelovens betydning.