Naalakkersuisoq: Hellefisken skal MSC-certificeres engang

WWF foreslår Grønland en MSC-certificering af hellefisken og Naalakkersuisoq for fiskeri er langt fra afvisende.
05. maj 2014 07:41

WWF, Verdensnaturfonden i Danmark, overvejer stille sig kritisk over for det indenskærs hellefiskfiskeri i Grønland. Alle slags hellefisk i Grønland kan fremover komme til at stå på en rød liste i den danske forbrugerguide fra WWF, som kan findes på "Hvad for en fisk.dk".

En rask måde at undgå en overfiskning på hellefisken er en MSC-certificering, som Verdensnaturfonden derfor anbefaler. Både fiskeriet og deres naalakkersuisoq, Finn Karlsen, er heller ikke afvisende.

- Jeg mener, at MSC-certificering af hellefisken i fremtiden ikke er til at komme uden om. Det kan blive et krav fra forbrugerne i udlandet og senere fiskerivirksomhederne. Men vi skal i første omgang finde en god løsning om dette ved at samarbejde med biologerne og først derefter finde en politisk løsning og lovgivning, der passer til vores behov, siger Finn Karlsen.

- Derfor er Naalakkersuisut sammen med biologerne i Naturinstitutet blevet enige om, at vi i fremtiden bliver nødt til at informere omverden bedre i forhold til bestanden af hellefisk her i Grønland og fortælle, at hellefisken her i Grønland, efter vores mening, ikke er udrydningstruet.

Der er nemlig gode fordele ved at få god styring på arten i hele landet, og et flot mærke på fiskekassen skader heller ikke, siger ministeren.

- Som WWF påstår, så vil MSC-certificering af grønlandsk hellefisk gøre dem populære blandt forbrugerne i andre lande. Og da MSC-certificeringen for første gang kom på tale her i landet, sagde flere, at hellefiskens kilopris kan blive højere.

I fisker- fangerorganisationen KNAPK er man også positiv over for WWF's forslag om at MSC-mærke nationalfisken, som det er lykkedes Royal Greenland med rejen i for lidt over et år siden.

- KNAPK har selv ønsket MSC-certificering på hellefisk, så længe man holder havgående fiskeri for sig og det kystnære for sig, siger KNAPK's direktør, Petrus Biilman, der mener forskellige MSC-ordninger for indenskærs og udenskærsfiskeri er nødvendigt, fordi der trawles udenskærs og fiskes med line indenskærs, og også fordi det er to forskellige bestande.

Finn Karlsen har dog et forbehold omkring et MSC-mærke.

- Hvis MSC-mærkningen bliver til virkelighed nu, mener jeg, at det kun vil skade indenskærsfiskerne, da vi ikke ved nok om hellefiskebestanden her i landet. Men når vi i fremtiden bliver klogere om bestanden, så kan man snakke om MSC-certificeringen.