Næste års fiskekvoter er på plads

Naalakkersuisut har fastsat kvoterne for næste års fiskeri. Og igen i år er kvoterne for hellefisk og torsk sat væsentligt højere end den biologiske anbefaling.
Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
13. december 2017 07:04

Både det kystnære fiskeri efter torsk i Vestgrønland og det kystnære fiskeri efter hellefisk i Upernavik, Uummannaq og Diskobugten har fået tildelt samme kvoter som sidste år.

Dermed ligger kvoten for hellefisk i de tre områder i Nordgrønland 8.000 ton højere end den biologiske rådgivning.

For torsk er den biologiske rådgivning for næste år en smule højere end i år, men med en kvote for torskefiskeriet i Vestgrønland på 36.500 ton er kvoten næsten tre gange så høj som den biologiske rådgivning.

LÆS OGSÅ Mindre end halvdelen af sidste års fangst indhandlet

Dette efterår har budt på flere historier om at hellefiskefiskeriet er i krise i Diskobugten. Senest viste tal fra midten af november, at der i Ilulissat var indhandlet mindre en halvdelen af den mængde hellefisk, som de kystnære fiskere havde indhandlet på samme tidspunkt sidste år.

Årsagen til den drastiske nedgang i fiskeriet har vakt stor debat. Naturinstituttet mener, at overfiskeri er årsag til, at fiskene er forsvundet. Andre aktører i fiskeriet har angivet, at vandet i området er blevet varmere.

LÆS OGSÅ De lokale kan mærke hellefiske-krisen