Camp Century Lidegaard afviser kendskab til atomaftale

Martin Lidegaard afviser, at formuleringen i et brev til Aleqa Hammond om en 'amerikansk-dansk aftale' om radioaktivt spildevand er en klar henvisning til Danmarks tilladelse fra 1960. Aleqa Hammond er tavs i sagen.
Foto © : Arnaq Nielsen/KNR
01. marts 2017 06:37

- Jeg står hundrede procent til ansvar for det, der står i brevet.

Det siger Martin Lidegaard til KNR om et brev, som han som udenrigsminister i 2014 sendte til daværende formand for naalakkersuisut, Aleqa Hammond.

Men han afviser, at han ind til i sidste uge kendte til, at Danmark i 1960 gav tilladelse til USA til at opføre en atomreaktor på Camp Century og til at udlede lavradioaktivt spildevand fra den i Indlandsisen.

- Som jeg sagde i sidste uge, har jeg ikke haft kendskab til den aftale, der er blevet lavet mellem Danmark og USA, uden at man har spurgt Grønland om lov.

Uklar henvisning

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aleqa Hammond om brevet fra 2014 eller Camp Century-sagen generelt. Hun henviser i stedet til Vittus Qujaukitsoq.

Martin Lidegaard erkender dog, at der i brevet er omtalt en “amerikansk-dansk aftale” om udledning af radioaktivt spildevand.

Foto © : KNR


Men det er ikke et klart tegn på, at det handler om Danmarks tilladelse til USA i 1960, mener han.

- Derudaf kan man godt læse, at der må have været lavet en eller anden form for aftale. Men hvilken aftale, om Grønland har været informeret eller ej, og hvad den konkret indeholder, har ikke fremgået. Hverken af min besvarelse til Aleqa. Og jeg kan heller ikke se ud af det her, om det skulle være indholdt i et eller andet bilag eller materiale, som er blevet vedhæftet.

Ville have formuleret sig anderledes

Han oplyser, at han ikke har læst rapporten fra 1965 eller en rapport fra Dansk Udenrigspolitisk Institut fra 1997, som der bliver henvist til i brevet. Heller ikke da brevet til Aleqa Hammond blev gensendt fra Udenrigsministeriet til Grønlandsudvalget i oktober 2016.

- Jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor jeg ikke har været nede i de mange hundrede siders bilag og læst dem alle sammen. Og hvis der dér gemmer sig nogle oplysninger, så gør der det. Det vil jeg ikke udelukke. Men det er i hvert fald ikke noget, jeg kan erindre, siger Martin Lidegaard.

Hvis det var en offentlig kendt aftale, at Danmark og USA i 1960 indgik en aftale om en atomreaktor og radioaktivt spildevand på Camp Century, var brevet til Aleqa Hammond skrevet anderledes, siger Lidegaard.

- Hvis jeg havde vidst det, så havde jeg nok også brugt en lidt anden formulering.