Juraprofessor: Lang tid at være i en nødsituation

Det er ikke i orden at bruge et kreditkort udleveret af Folketinget til private indkøb. Sådan lyder det fra en juraprofessor efter det er kommet frem, at Aleqa Hammond har brugt sit Folketings-kreditkort til private indkøb.
Aleqa Hammond Foto © : KNR
22. august 2016 12:05

- Uanset om man har fået et kreditkort fra en privatvirksomhed, fra en offentlig myndighed eller folketinget, så må man selvfølgelig ikke bruge det til private formål, forklarer Lars Bo Langsted, professor i jura ved Aalborg universitet

Ifølge kontoudtoget som Ekstrabladet er kommet i besiddelse af, så har Aleqa Hammond handlet privat på kortet i perioden 18. juni til 11. juli.

Det vurderer Lars Bo Langsted er lang tid at være i en nødsituation.

- Det er en relativt lang periode at være i en nødsituation, fordi man har fået misbrugt sit eget private kort. Typisk vil ens private bank kunne hjælpe én noget hurtigere, men jeg skal ikke kunne sige, om der har været særlige forhold, der har gjort sig gældende.

Læs også Aleqa forklarer sig på Facebook

Der kan dog være særlige situationer, hvor arbejdsgiveren siger, at en medarbejder gerne må bruge kortet til private formål i løbet af måneden. Det kan det være en form for nødsituation:

- Så man er nødt til at bruge det kort, man har fået udleveret, som man egentlig kun må bruge til andre ting, men det bruger man så i nødssituationen, og så har man selvfølgelig tænkt sig at betale pengene tilbage igen, når man kommer ud af nødssituationen igen.

Læs også Aleqa erkender brug af Folketings-kreditkort

Derfor kan professoren ikke umiddelbart sige, om Aleqa Hammond har gjort noget strafbart ved at handle privat for mere end 12.000 kroner på et kreditkort, som hun har fået udleveret af Folketinget.

 - Man kan diskutere, om administrationen må gøre sådan, hvis det er en længere periode, det drejer sig om, og hvis det er en situation, hvor folketingsmedlemmet ikke er ude at rejse i Folketingets tjeneste.