Kvalitetsrapporter er ikke nået frem til politikerne i Qaasuitsup

Skolernes kvalitetsrapporter er lovpligtige men heller ikke Qaasuitsup Kommunia har kunnet bruge dem til at forbedre kvaliteten endsige tage hånd om problemer på kommunes folkeskoler. Rapporterne er nemlig ikke blevet forelagt undervisningsudvalget i kommunen, og flere skoler har ikke lavet dem. Ifølge kommunens forvaltning skyldes problemet mangel på ansatte.
02. marts 2016 18:15

Tidligere på ugen har KNR fortalt, hvordan kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq ikke har kunnet bruge de såkaldte kvalitetsrapporter fra kommunens folkeskoler, da skolerne i kommunen ikke har lavet dem.

Rapporterne er lovpligtige og skal indeholde oplysninger om blandt andet elevernes resultater og både elever og læreres sygefravær.

- Kvalitetsrapporterne er meget vigtige. De skal indeholde overvejelser om mål, indsatsområder og resultater. De skal gøre det nemmere at følge, hvordan det går i folkeskolen, så kommunalbestyrelsen kan opdage problematiske forhold, forklarer Kaali Olsen, undervisningsinspektør i departementet for uddannelse til KNR.

Læs også Folkeskolerne i Kujalleq overholder ikke lovgivningen

I Qaasuitsup Kommunia oplyser fungerende direktør for Kultur, Undervisning og Fritidsområdet, Else Marie Ravnshøj Johansen, at en del kvalitetsrapporter er indsamlet fra kommunens skoler for skoleåret 2013/2014 og 2014/2015, men ikke alle. Derfor er rapporterne ikke blevet forelagt kommunalbestyrelsen.

Forklaringen er ifølge den fungerende direktør, at forvaltningen har været underbemandet i flere år, og derfor ikke har kunnet løse alle opgaver. Formand for undervisningsudvalget i kommunen ønsker nu at få forelagt de rapporter, der ifølge forvaltningen allerede er indsamlet.

Læs også Forvaltningschef: For få ansatte er skyld i manglende rapporter

- Når vi holder møde, vil jeg bede vores direktør om, at det(rapporterne, red.) bliver forelagt til os, siger Kristian Broberg, Siumut, formand for udvalget for Kultur, Undervisning og Fritid i Qaasuitsup Kommunia.

Ifølge fagchef for skoleområdet og PPR i Qaasuitsup Kommunia, Christian Jensen, har 24 ud af kommunens 9 byskoler og 30 bygdeskoler indtil videre afleveret kvalitetsrapporter for skoleåret 2014/2015. Kommunalbestyrelsen skal ifølge bemærkningerne til loven kontrollere, at skolerne har indleveret rapporterne inden 1. oktober hvert år.

Læs også Skoleudvalgsformand lover forbedring

I Kommuneqarfik Sermersooq ligger skolernes kvalitetsrapporter tilgængelige på kommunens hjemmeside. Kommune Qeqqata har efter anmodning fra KNR tilsendt kvalitetsrapporterne fra kommunens skoler. Én skole i kommunen har ikke afleveret sin kvalitetsrapport på grund af ledelsesskift. Rapporterne har for begge kommuners vedkommende været behandlet af kommunalbestyrelsen. Begge kommuner har desuden udformet en fælles kvalitetsrapport, der samler oplysningerne om alle kommunens folkeskoler.