Formand: Kun Per Rosing ønskede at sammenlægge partier

Det var et opsigtsvækkende forslag fra den nu tidligere formand for Partii Inuit, Per Rosing-Petersen, der i weekenden skabte så meget røre, at flere bestyrelsesmedlemmer valgte at forlade partiet søndag. Det fortæller den fungerende formand for Partii Inuit.
Foto © : Ane-Marie Petersen
Skrevet af Jens Thorin
21. februar 2017 13:54

Tanken om at sammenlægge Partii Inuit med Partii Naleraq blev præsenteret på et bestyrelsesmøde i partiet søndag. Bag forslaget stod den nu tidligere formand i det lille parti, Per Rosing-Petersen.

Men en fløj i partiet ønsker at forsvare det tankesæt, der er grundlaget for Partii Inuit. Og det resulterede i, at Per Rosing-Petersen forlod både formandsposten og partiet.

Det er udlægningen fra Paaliit Mølgaard, der er fungerende formand for Partii Inuit, der nu igen står uden repræsentant i landets vigtigste forsamling, da Rosing-Petersen var eneste medlem af Inatsisartut.

 - Jeg vil understrege, at tanken om sammenlægning kommer fra Per-Rosing Petersen alene. Andre i partiet har ikke arbejdet med sådan en tanke.

Hun fortæller videre, at der var en uenighed om, hvorvidt der skulle holdes en ekstra ordinær generalforsamling for at afgøre en eventuel sammenlægning.

Det ville Per Rosing Petersens fløj ikke. De ville ikke bruge penge på et stort møde og foreslog i stedet, at medlemmerne meldte sig ind i Partii Naleraq.

- Det ønsker vi ikke. Vi er jo også et parti med sit eget tankesæt. Det ønsker vi at forsvare, ligesom vi selv ønsker at arbejde for partiets sag, og derfor bliver vi i partiet, fortæller Paaliit Mølgaard.

- Man kan ikke kalde det splittelse, når det har været deres tanke at skifte parti, siger hun.

Flere medlemmer forlod søndag Partii Inuit efter uenigheder i partiet.