Kommuner får svært ved at nå frist

Qeqqata og Qaasuitsup Kommunia er er usikre på, om de kan nå at få bragt orden i deres kommunale vedtægter inden sommerferien.
11. april 2015 15:35

To ud af tre kommuner, som KNR i dag har talt med, mener ikke, at de kan nå at få bragt orden i deres kommunale vedtægter før sommerferien.

 Et arbejde, som kommunerne ellers blev pålagt at gennemføre inden den 1. april i år af Grønlands Selvstyre.

Det skete, efter det kom frem, at landets fire kommuner fortsat forholder sig til seks år gamle bekendtgørelser og vedtægter, der ellers blev gjort ugyldige ved kommunesammenlægningen i 2009. 

 

Mange ting spiller ind

I onsdags fortalte den konstituerede departementschef i formandens departement, Søren Hald Møller til KNR, at kommunerne bestræber sig på at få styr på de kommunale vedtægter inden sommerferien.

Men det er en frist, som Qeqqata Kommunia og Qaasuitsup Kommunia ikke helt tror på, er realistisk for dem at nå.

- Jeg kan ikke rigtigt sige, hvornår vi helt præcist kan blive færdige, fordi der er så mange faktorer, der spiller ind, siger kommunaldirektør i Qeqqata Kommunia Panéraq Olsen til KNR.

Som eksempel nævner hun, at samtlige af de kommunale vedtægter for at være gældende først skal stadfæstes. Et arbejde der udføres udenfor kommunalbestyrelsen, og som tager tid. 

- Kommunens arbejde vil vi prøve at gøre færdigt. Men det forudsætter, at både Selvstyret og kommunen samarbejder rimeligt tæt, forklarer Panéraq Olsen.

Borgmester i Qaasuitsup Kommunia Ole Dorph fortæller, at kommunen løbende arbejder på at ændre og forny deres vedtægter, men at de heller ikke regner med at kunne nå det inden sommerferien.

Qaasuitsup Kommunia og Qeqqata Kommunia satser begge på, at de kan nå at færdiggøre arbejdet inden årets udgang.

 

Et stort arbejde for kommunen

Anderledes står det til hos Kommuneqarfik Sermersooq, der regner med, at de kan overholde fristen.

- Vi er i fuld gang, og jeg er helt sikker på, at vi overholder tidsfristerne. Det er jeg ganske sikker på. Jeg håber, at vi er færdige til den tid og kan holde en god sommerferie, siger Justus Hansen, der er viceborgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Han fortæller, at det drejer sig om et stort arbejde.

- Det, vi har bestræbt os på i Kommuneqarfik Sermersooq, som selvfølgelig er en storkommune, der strækker sig indover indlandsisen, det er jo at lave de vedtægter, sådan så de er tilpassede de lokale forhold og lokale ting, der altid er forskellige øst og vest i mellem, siger Justus Hansen.

KNR har også forsøgt at få en kommentar fra Kommune Kujalleq, men det er ikke lykkedes i dag, fredag.