Kendt stemme går på pension

KNR radios kendte stemme siden 1958 går på pension.
Skrevet af Noah Mølgaard
30. marts 2012 12:23

Det er Lisa Nielsen, der i KNR radios ungdomsår også var kendt sangstemme, der nu går på pension.

Lisa Nielsen mødte på arbejde i KNR første gang den 1. april 1958 og har været en trofast medarbejder gennem årene. Hun har hele tiden været tilknyttet KNR. Hun boede sammen med sin familie i Danmark i et par år inden hun atter kom tilbage til sin fødeby.

Hun har produceret musik-udsendelser, børne-udsendelser og mange andre kulturelle udsendelser.

Hun var også med i de såkaldte "trillinger" i starten af 1960'erne, hvor hun sammen med sine søstre Gertrud og Pauline indspillede en række sange

Arbejdet i radioproduktion fra 1958 til 2012 har også budt på mange forskellige udfordringer. Der er blevet båret tunge nagra-båndoptagere og skiftet senere hen til den digitale alder, hvor radio-udsendelser bliver redigeret ved hjælp af en mus og hvor selve mikrofonen fungerer som "båndoptager".

Lisa Nielsen, der fylder 70 år til sommer, har lavet mange udsendelser gennem årene, som nu er gemt i KNRs arkiv. Og mon ikke vi kommer til at genhøre hendes mange udsendelser i fremtiden.