Justus Hansen: Hele landet betaler for splid i Siumut

Demokraternes politisk næstformand Justus Hansen udtrykker nu bekymring for den politiske situation her i landet.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
24. april 2017 16:39

- Vi har i dag godkendt et nyt Naalakkersuisut. Men desværre gemmer der sig et større problem bag den demokratiske afstemning. For endnu en gang udskifter Naalakkersuisut folk, i en tid hvor Grønland har et stort behov for stabilitet og kontinuitet i Selvstyret, skriver Justus Hansen og uddyber:

- For eksempel er Siumuts Erik Jensen den fjerde Naalakkersuisoq på sit område i løbet af kun 2½ år. Der er alt for stor udskiftning i vores lands politiske ledelse, og det sender bølger af utryghed ud i befolkningen.

- Endnu engang ”rystes posen” i Grønlands regering, og det sker før vi muligvis skal forhandle med private investorer om milliardinvesteringer i både lufthavne og byggerier, påpeger Justus Hansen, og giver partiet Siumut skylden for usikkerheden.

- Endnu en gang skal vi skifte ud i Naalakkersuisut, fordi der er splid i landets største parti, efter alt at dømme fordi partiet har haft et dårligt kommunalvalg i to kommuner. Så nu er der dårlig stemning i Siumut, og hele landet skal betale prisen med mere politisk ustabilitet til følge, slutter Demokraternes politiske næstformand Justus Hansen sin kommentar til dagens udskiftninger i Naalakkersuisut.