Juraprofessor: Forfatning og grundloven kan gå hånd i hånd

Færingerne må godt i deres kommende forfatning slå fast, at de har den lovgivende magt, men det betyder ikke, at Folketinget bliver kørt ud på et sidespor.
Foto © : Agnieszka Ruminska/Flickr
13. august 2016 12:34

Det er ifølge en dansk juraprofessor ikke nødvendigtvis i strid med grundloven, hvis en kommende forfatning på Færøerne slår fast, at de har den lovgivende magt.

- Man kan jo sige, at man med selvstyreloven til henholdsvis Grønland og Færøerne har delegeret den lovgivningskompetence, som Folketinget normalt har, til de to nordatlantiske områder, siger juraprofessor ved Aarhus Universitet, Jørgen Albæk Jensen, til KNR. 

Læs også Færøsk MF'er: Forfatning er ikke et opgør med Danmark

Ingen over Folketinget

Men det betyder ikke, at Lagtinget bliver sidestillet med Folketinget. Så længe Færøerne er en del af Rigsfællesskabet, er det nemlig Folketinget, der er den øverste lovgivende forsamling, og det ændre en færøsk forfatning ikke på.

- Der kan man ikke fra færøsk side entydigt erklære, at så er det den færøske regel, der er gældende, hvis det er det man lægger i begrebet at man har en lovgivende magt, så vil det være i strid med grundloven.

Læs også Færøerne klart foran Grønland

Kan ikke gå imod grundloven

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, slog under Rigsmødet tilbage i april fast, at den danske regering støtter idéen om en færøsk forfatning, så længe den altså ikke er i strid med grundloven.

Derfor kan en kommende forfatning heller ikke udråbe Færøerne som en republik, hvis det var det, de havde planer om.

- Det ville man ikke kunne, fordi det følger klart af grundloven, at det er et monarki, og det kan man ikke sætte sig ud over ved at lave sin egen forfatning. Det tror jeg nu ikke, at man har tænkt sig at gøre, så det er mere et tænkt eksempel, siger Jørgen Albæk Jensen.

Den endelige forfatning, som færingerne efter planen skal stemme om til efteråret næste år, er endnu ikke klar.

Læs også Folkeafstemning om færøsk forfatning næste år