Færøsk MF'er: Forfatning er ikke et opgør med Danmark

Selvom færingerne næste år stemmer for, at Færøerne skal have deres egen forfatning, er det ikke et farvel til Rigsfællesskabet. Sådan lyder det nu fra det færøske medlem af Folketinget Sjúrður Skaale.
Foto © : Folketinget
Skrevet af Jonas Fievé
08. august 2016 07:28

- Nej, det er slet ikke tænkt som det. Det handler slet ikke om løsrivelse, siger Sjúrður Skaale til KNR.

For medlemmet af Folketinget for de færøske socialdemokrater, handler det mere om at få en forfatning, som slår fast, at den øverste myndighed på Færøerne er det færøske folk.

- Der er nogle, som vil gøre det til et slagsmål for eller imod den danske grundlov, men sagen er  jo, at Færøerne har langt videre beføjelser end det, grundloven giver Færøerne.

Sjúrður Skaale henviser til, at Færøerne i forvejen har deres egen lovgivende forsamling, eget skattesystem og egen folkekirke.

Ingen af de ting er der ifølge det færøske medlem af Folketinget bemyndigelse til i grundloven.

Derfor forstår han heller ikke, at det skulle være et problem, at det nu formelt bliver nedskrevet i en færøske forfatning.

Læs også Folkeafstemning om færøsk forfatning næste år

- Derfor er det fuldstændigt omsonst at sige, at nu skal Færøerne reduceres til at være en så integreret del af enhedsstaten Danmark, at vi ikke må bevæge os ud over grundlovens rammer, for det har vi gjort i årtier.

Færøerne har to gange tidligere fået afvist et udkast til en forfatning, da det danske justitsministerie mente, at de netop var i strid med grundloven.

- Det er fordi, at de bygger på en meningsløs fortolkning af grundloven. En beton jernagtig fortolkning af grundloven.

Så sent som under det sidste Rigsmøde mellem de tre politiske ledere af Rigsfællesskabet, bakkede Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, op om idéen om en færøsk forfatning, så længe dem lå inden for rammerne af grundloven.

Selvom der endnu ikke ligger et udkast til den forfatning, som færingerne efter planen skal stemme om til efteråret næste år, er Sjúrður Skaale overbevist om, at de nok skal finde frem til en løsning med den danske regering.

- Vi ønsker bare at formalisere det, som er gældende nu, og hvis Lars Løkke Rasmussen mener, at det som nu er gældende er indenfor grundlovens rammer, så er det helt fint, siger medlem af Folketinget for de færøske socialdemokrater, Sjúrður Skaale.