Julen er reddet i Uummannaq, næsten

Julen er reddet i Uummannaq. Næsten i hvert fald, fortæller KNI.
Pajuttaat losser af i Uummannaq havn. Foto © : KNI
Skrevet af Karsten Sommer
22. december 2015 11:23

I søndags klokken 17 ankom fragtskibet Pajuttaat nemlig til byen, efter at inspektionsskibet Knud Rasmussen havde brudt isen så Pajuttaat kunne komme til kajs. Det fortæller KNI på deres Facebook-side.

Tilbage i Aasiaat står dog fortsat ca. 200 kubikmeter gods på Royal Arctic Lines lager, beregnet til Uummannaq. De kommende dage vil vise om det også lykkedes at få disse varer frem, skriver KNI.

Pajuttaat er nu på vej tilbage til Aasiaat for at laste det sidste gods til Qeqertarsuaq og få det bragt til byen inden jul.

Læs også Vareforsyningen i Nord kan blive kritisk

Et andet af Royal Arctic Lines skibe - Anguteq Ittuk - nåede i weekenden Kangaatsiaq, Niaqornaarsuk og Attu, og er nu sejlet videre til Saqqaq og Qeqertaq.

Også Air Greenland er med i samarbejdet om at sikre vareforsyningen til Nordgrønland, som på grund af den kraftige islægning, har måttet finde alternative metoder for at få varerne frem til byer og bygder.

I morgen, den 23. december vil to af Air Greenlands Dash-8-fly således bringe 10 tons gods frem fra Aasiaat til Upernavik.

Læs også BILLEDER Årets første skib i Qeqertarsuaq

KNI tør dog ikke garantere at alle varer når frem, på trods af godt samarbejde med RAL, Air Greenland og Arktisk Kommando.

KNI´s indkøbs- og marketingschef Kurt Lauritsen lover dog at de gør hvad de kan:

- Desværre ser det dog ud til at alle de varer, der skal til Kullorsuaq og til bygderne i Uummannaq området ikke når frem via søvejen, da isen har lukket for trafikken. Vi prøver at finde en løsning på det, lover Kurt Lauritsen på KNI´s facebookside.