Ivrige fiskere presser Royal Greenland

Fabriksledelse og fiskere i Sisimiut planlægger at begrænse indhandlingen af torsk.
En tidlig start på bundgarnsfiskeriet og store mængder torsk i Sisimiut området har medført midlertidigt indhandlingsstop til Royal Greenlands fabrik i Sisimiut. Foto © : Royal Greenland
30. april 2016 16:08

En tidlig start på bundgarnsfiskeriet og store mængder torsk i Sisimiut området har medført midlertidigt indhandlingsstop til Royal Greenlands fabrik i Sisimiut.

Læs også Bundgarnsfiskeriet i Nuuk-området starter tidligt i år

Repræsentanter fra fiskerne og fabriksledelsen er derfor i gang med at lave en plan over begrænset indhandling for de cirka 30 jollefiskere og fem kuttere i Sisimiut, fortæller Royal Greenlands hjemmeside.

- For ikke at risikere udsmid af råvarer meddelte vi fiskerne allerede torsdag morgen, at vi midlertidigt måtte lukke for indhandling, siger Lars Berthelsen fra Royal Greenlands fabrik i Sisimiut.

- Der er store mængder torsk i Sarfannguaq området. Så fiskerne har været meget effektive og indhandlet masser af torsk til både Sisimiut og Sarfannguaq. Derfor kan produktionen i torskefileter og indfrysning i blokke ikke følge med, siger Lars Berthelsen, og fortsætter:

- Fabriksledelsen og repræsentanter fra fiskerne skal holde møde på søndag, hvor de skal lave en plan over en begrænset indhandling til fabrikken her i Sisimiut og Sarfannguaq.

Læs også Isfrit hav øger produktionen af fisk

Fabrikken i Sisimiut der også indhandler rejer, krabber og stenbiderogn har på nuværende svært ved at skaffe arbejdskraft til at oprette toholdsskift i torskeproduktion.

- Vi prøver at oprette et toholdsskift i torskeproduktionen, men vi mangler arbejdskraft, siger Lars Berthelsen fra Royal Greenland.

Læs også Fiskeriet skæpper godt i kassen