Islandsk æggeskandale afsløret

Islandske forbrugere er i årevis blevet snydt af en æggeproducent. Og det fører nu til, at 14.000 høns nu skal aflives.
Foto © : Flickr Creative Commons
Skrevet af Inge S. Rasmussen
30. november 2016 11:33

En af Islands førende æggeproducenter er havnet i en alvorlig skandale.

I flere år har firmaet Brúnegg markedsført deres produktion af æg som særlig venlig over for både dyr og miljø, og brugt det som argument for at tage 40 procent mere for deres æg end konkurrenterne. Det fortæller Danmarks Radio.

Men nu viser det sig, at forbrugerne er blevet holdt for nar, for firmaets høns har levet under elendige forhold med sygdomme og al for mange høns på alt for lidt plads.

Og hvad værre er: Myndighederne har kendt til problemet siden 2007. Det afslørede en dokumentarudsendelse på islandsk tv i går.

Ifølge den islandske fiskeri- og landbrugsminister skyldes den manglende handling at et brev fra Fødevarestyrelsen til ministeriet var blevet væk da en medarbejder havde sagt op.