Isbjørnepatrulje i Ittoqqortoormiit fortsætter

Antallet af isbjørne nær byområderne i Ittoqqortoormiit er stadig så stort, at WWF Verdensnaturfonden har besluttet at forlænge deres isbjørnepatruljering indtil udgangen af oktober.
Isbjørnene kommer til Ittoqqortoormiit for at finde føde. Foto © : Kerstin Pfeifer/KNR
Skrevet af Karsten Sommer
05. oktober 2015 10:39

Siden 1. august er der dagligt i morgentimerne blevet gennemført isbjørnepatruljering i byen for at øge trygheden for borgerne, hvor et stigende antal isbjørne kommer lidt for tæt på de beboede områder.

Ifølge planen skulle patruljeringen været stoppet ved udgangen af september, men Verdensnaturfonden, der finansierer patruljeringen, har nu besluttet at forlænge perioden.

Læs også Ny isbjørnepatrulje skal sikre større tryghed

Det sker efter et ønske fra indbyggerne i Ittoqqortoormiit, hvor flere har givet udtryk for, at det skaber utryghed, når isbjørnene kommer tæt på.

WWF Verdensnaturfonden planlægger at udvide patruljeringen næste år, ligesom der til den tid vil blive stillet bedre udstyr til rådighed for de patruljerende.

Læs også WWF vil reducere konflikter mellem bjørne og mennesker