Palle Christiansen tror stadig på nyt mobilselskab

Liberaliseringen af mobil- og fastnet telefonimarked er blevet droppet af Inatsisartut, men det hæmmer ikke Palle Christiansen, der er partner i mobilselskabet Mobili. Han er fortrøstningsfuld og lader sig ikke stoppe.
07. juni 2016 11:37

- Vi synes, det er ærgerligt, at et flertal i Inatsisartut prøver at forsinke det. Det er sådan vilkårene er, men vi arbejder naturligvis videre, siger Palle Christiansen til KNR. 

Læs også Inatsisartut stopper teleliberaliseringen

Det tidligere medlem af Naalakkersuisut for Demokraterne henviser til en rapport fra Copenhagen Economics, hvor det fremgår, at der er mellem 69 og 112 millioner at hente for det grønlandske samfund, hvis man liberaliserer telemarkedet herhjemme.

- Og det er jo de penge, som det grønlandske samfund går glip af, fordi de folkevalgte ikke tør at tænke nyt.

Læs også Mobili: Tele-Post fører en skræmmekampagne

Endeligt mener Palle Christiansen, at det er forfejlet, når Inatsisartut sætter Naalakkersuisut ud af spillet ved at træffe en beslutning henover hovedet på landets regering. 

- Men det kræver jo, at især Naalakkersuisut træffer beslutning om at ville det her. Det er noget, de kan bestemme og få godkendt i finansudvalget.

- Det her er faktisk ikke en Inatisartut-beslutning. Jeg synes, at de folkevalgte burde have fået det at vide fra deres embedsværk, siger Palle Christiansen.

Han var med til at etablere Mobili som nyt mobilselskab i september sidste år sammen med de to tidligere Tele-Post-medarbejdere Kim Schwartz og Lars Andersen.