Hvaler nyder godt af klimaforandringer i Arktis

Der bliver registreret flere og flere store plankton-ædende hvaler i Arktis. Klimaforandringer giver de store dyr bedre mulighed for at finde føde, lyder forklaringen fra eksperter.
Skrevet af Kenneth Elkjær
08. september 2016 16:22

I mange år har nyhederne været fyldt med historier om, at der bliver mindre is i verdenshavene på grund af stigende temperaturer i det meste af verden. Men de negative historier har faktisk også en positiv effekt.

For når der ikke er så meget is, så er forholdene for især pukkelhvaler, finhvaler og vågehvaler meget bedre.

Det forklarer forskere fra National Oceanic and Atmospheric Administration til New Scientist. De har analyseret på information fra Tjuktjerhavet mellem Sibiren og Alaska gennem de sidste 30 år.

I 1980’erne var de tre hvalarter aldrig observeret i Tjuktjerhavet, men i de senere år er de blevet hyppigt spottet. Men leveforholdene er også ændret markant i takt med, at områderne dækket af is er blevet mindre.

Lever af plankton

Pukkel- fin- og vågehvaler lever hovedsageligt af en kost bestående af plankton, der er afhængig af sollys. Når havets overflade er dækket med is, kan planterne ikke få den livsvigtige energi fra solen. Men de sidste mange år er temperaturerne på jordkloden steget, og store mængder is er forsvundet.

Læs også Arktisk sejlads kan skære en uge af rejsetiden fra Asien til Europa

Det betyder, at mængden af plankton er steget markant i Arktis. Til glæde for de tre planktonædende hvalarter. Men vinden spiller også en rolle i hvalernes indtog i de arktiske farvande.

Når større arealer bliver frie for is, er vinden med til at give røre og bevægelse i det store hav. På den måde kommer føde fra dybere dele af havet op til den del af havet, hvor hvalerne primært lever.