Her er valgets temaer

En klarere dansk-grønlandsk, arktisk politik i Folketinget, bedre vilkår for grønlændere, der bor i Danmark, og tæt samarbejde med de andre partier i Folketinget er blandt de umiddelbart gennemgående temaer, som partierne herhjemme vil gå til valg på, lyder det i dag.
Skrevet af Jens Thorin
26. august 2011 18:16

Hvis det står til de tre største partier herhjemme, kommer det arktiske område ganske naturligt til at fylde meget.  

- Danmark skal agere mere som en arktisk stat og fremover udforme dets politiker på det område i tæt samarbejde med vores repræsentanter i Folketinget og det grønlandske landsting, siger Siumuts leder Aleqa Hammond.  

I takt med at den omgivende is bliver mindre, bliver Grønland mere og mere interessant globalt set. Og interessen styrkes kun af de store forekomster af mineraler og metaller her i landet.
 
Demokraternes formand Jens B. Frederiksen peger i den forbindelse på, at grønlandske erhvervsmæssige interesser skal fremmes i Folketinget.

IA's formand, Kuupik Kleist understreger, at grønlandske folketingsmedlemmer i partiets optik skal repræsentere alle de 4 millioner mennesker, der bor i Arktis.

- Folketinget er jo et rigtig godt udgangspunkt for, at de arktiske interesser og de arktiske folks interesser kan blive hørt i Europa, siger Kuupik Kleist.

Både IA og Siumut mener, at de kommende medlemmer af Folketinget fortsat skal arbejde for at forbedre forholdene for de mange grønlændere i Danmark, som der hvert år bliver flere af.

Demokraterne vil arbejde for, at de mange ansatte i politiet og retssvæsen skal haver det bedre, så området løftes før Grønland hjemtager det.

- Vi mener eksempelvis, at der skal langt flere politifolk til for at kunne give en rigtig god service over for befolkningen i Grønland, og retssystemet skal have endnu et løft opad for at blive fuldstændigt tidssvarende, siger formand Jens B. Frederiksen.

Sammen med IA og Siumut peger man også her på vigtigheden af et godt samarbejde med de de danske politiske partier.

I Atassut mener man, at et hovedtema bør være spørgsmålet om et muligt medlemskab af EU.

- Vi vil gerne have undersøgt fordele og ulemper i forhold til at være enten uden for eller inden for EU, siger formand Gerhardt Petersen.