Hammerslag i Grønland

Det velkendte tv-program fra DR, Hammerslag, er på grønlandsk besøg. Tv-showet skal til to forskellige destinationer, og starter i hovedstaden Nuuk.
Foto © : KNR
Skrevet af Paarnaq Hansen
08. september 2015 05:54

Hammerslag er et program, hvor ejendomsmæglere ser på et hus og vurderer prisen. Besøget i Grønland er blandt andet for at give et billede af, hvordan vi bor i nutidens Grønland.

- Vi skal se huse, vi skal ud og vise, hvordan grønlænderne bor. Det har jeg store forventninger til. Det kan som tv-program  give danskerne et helt andet forhold til, hvordan livet i nutidens Grønland i år 2015 er, siger Hammerslags vært, Christian Degn.

Optagelserne i Grønland skal udsendes til jul.

Mange i Grønland har sikkert oplevet at blive spurgt, om vi stadig lever i igloer og lever af sælfangst.

Og Hammerslags vært holder det heller ikke hemmeligt, at hans forventninger har ramt ved siden af. Han er overrasket over de huse, han har set. 

- Selv da jeg tog herop, tænkte jeg, at det sikkert er træhuse, der er meget mørke indvendig, og måske med en skudt sæl lige udenfor. Jeg må sige, jeg blev voldsomt overrasket, hold nu op, hvor bor I flot heroppe, siger Christian Degn.

Læs også AWG 2016: Generalprøve på åbningsceremonien

Boligpriserne i Nuuk er meget højere end i andre byer langs kysten. På en af ejedomsmæglernes hjemmeside kan man læse, at et 80 m2-familiehus kan nemt koste over to millioner kroner i Nuuk. 

Priser, som skal være hemmelige for de besøgende mæglere. Christian Degn har allerede lagt mærke til de høje priser, både for huse, men også alt andet.

- Jeg har snuset til priserne, og vi skal ikke afsløre dem, fordi mæglerne skal gætte dem, det er jo hele konkurrencen. Jeg har også været i Brugseni og Pisiffik og set, at priserne ligger lidt højere på noget andet, og det kan mæglerne godt vide, at det  ikke nødvendigvis er de samme priser som i Danmark, siger tv-værten.

 

Grønlandsk kultur

Hammerslag er dog ikke kun i Nuuk for at se på priser, deltagerne skal også opleve grønlandsk kultur. Værten fandt ud af, at Danmark og Grønland aldrig har haft landskampe mod hinanden i inuit games. Derfor har de selv arrangeret en lille turnering Danmark mod Grønland. 

- De ved det ikke endnu, men de to mandlige mæglere kommer med ind i gymnastiksalen i Nuuk gymnasium og så skal vi kæmpe, det der med at sparke til en sæl højt oppe i luften og airplane, vi kommer til at tabe helt vildt, men det bliver sjovt. Og jeg tror, det bliver fint også at vise den grønlandske sportskultur, siger Hammerslags studievært, Christian Degn.

Det er ikke blot huspriserne i Nuuk, som er høje. Lige i øjeblikket vandrer der også en høj tv-vært rundt i byen:

Foto © : KNR