Grønlandske nordboere skrev på livet løs

Flere og flere runeindskrifter dukker frem af den grønlandske muld. Denne sommer har forskerne fundet fem nye genstande med runer på under udgravninger i Igaliku.
Skrevet af Martine Lind Krebs
29. november 2012 15:44

- Velsignet være frugten i dit liv. Sådan lyder inskriptionen på et af de små stykker træ, som denne sommer dukkede frem under udgravninger af nordboernes gamle bispesæde i Igaliku.

Fra nordboerne første gang satte benene i Grønland og til de forsvandt, har de skrevet på livet løs. Indtil videre er der fundet 170 runer i Grønland, og netop nu er seniorforsker Lisbeth Imer fra Nationalmuseet i gang med at kortlægge alle de grønlandske runer, som er fundet til dato.

Det skal blive til en bog, som udkommer i starten af 2014. Lisbeth Imer regner med, at der må have været tusindvis af runeindskrifter i Grønland.

- Det er næsten ligegyldigt, hvor vi stikker spaden i jorden i nordbogårdene i Grønland, så finder vi runeindskrifter. Det siger noget om, at skriftkulturen har været udbredt, siger hun. Runerne har haft mange forskellige formål, men mange af dem havde et religiøst indhold - for eksempel på amuletter eller tællepinde, som man brugte til at holde styr på bønnen, forklarer Lisbeth Imer.

De grønlandske runeindskrifter er specielle, fordi der er fundet runer alle vegne – også på de allermindste gårde i de små bygder.

- Når vi kigger på resten af Europa har vi ikke rigtig runer, der stammer fra landbefolkningen. Og det har vi i Grønland, fordi bevaringsforholdene er så gode, siger Lisbeth Imer.

Projektet Grønlandske Runeindskrifter er et af de forskningsprojekter, som er blevet fremlagt ved Nationalmuseets store konference Nordlige Verdener, som står på i disse dage.