KØREKORT Grønlandsk teoribog er oldgammel og utilgængelig

Den grønlandske teoribog til kørekort-undervisning er ikke blevet opdateret i 23 år, og så er den i øvrigt mere end svær at opstøve. Det anerkender transportminister Ole Birk Olesen i et svar til Aaja Chemnitz Larsen, IA.
Skrevet af Karsten Sommer
16. august 2017 16:20

Enhver der skal have et kørekort, skal bruge en teoribog, der fastlægger reglerne for færdselsregler og lignende.

Men den grønlandske teoribog er helt tilbage fra 1994, og er ikke blevet opdateret siden dengang, ligesom den slet ikke kan købes mere i almindelig handel.

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har derfor stillet spørgsmål til den ansvarlige på området, både i Danmark og her landet, transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Hun opfordrer samtidig ministeren til at tage initiativ til udarbejdelse af en ny og revideret udgave af teoribogen fra 1994.

LÆS OGSÅ Intet syn af grønlandske biler i 18 år

Meget er nemlig sket på bilområdet siden dengang.

Siden da er det for eksempel blevet påbudt at bruge sikkerhedssele, og der er kommet forbud mod brug af håndholdt mobiltelefon, når man fører bil, anfører Aaja Chemnitz Larsen til Ole Birk Olesen.

Og transportministeren erkender blankt, at det må der gøres noget ved.

- Jeg er enig i at det ikke er hensigtsmæssigt at teoribogen ikke er opdateret, og at den ikke kan købes, skriver Ole Birk Olesen, der lover at tage spørgsmålet op med både Politiet og Departementet for Infrastruktur, næste gang de mødes.

KNR har været i kontakt med boghandlen Atuagkat i Nuuk, der oplyser, at de ikke har kunne sælge teoribøger i flere år. De glæder sig over udsigten til nye, opdaterede teoribøger.