Skaale: Grønlandsk forfatning er en god idé
Det er en god idé at få formaliseret forholdet mellem Grønland og Danmark i en grønlandsk forfatning.
Det mener folketingsmedlem Sjurdur Skaale fra det færøske Socialdemokrati oven på meldingen om, at den nye koalition herhjemme vil have et udkast til en grønlandsk forfatning klar inden udgangen af denne valgperiode.
Og for at det kan lykkedes, er det afgørende at få opbakning fra alle i Inatsisartut, mener Sjurdur Skaale, som selv har siddet i Færøernes forfatningskommission.
Læs også Færøsk MF'er: Forfatning er ikke et opgør med Danmark
- Man kan ikke med et spinkelt flertal presse noget igennem. Det skal være noget, som alle føler sig hjemme i. Så det skal være en forfatningstekst, som både samhørighedsfolk og løsrivelsesfolk kan identificere sig med, siger den færøske socialdemokrat til KNR.
Også i Danmark er der bred opbakning til en grønlandsk forfatning, vel at mærke så længe den altså er “inden for Grundlovens rammer”, sådan som både tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen gentagende gange har formuleret det.
Læs også Lagmand: Færøsk forfatning er på trapperne
Det samme mener man Dansk Folkeparti. Men grønlandsordfører Søren Espersen kan ikke se, hvad en grønlandsk forfatning skal bruges til lige nu.
- Man kan da godt have den liggende i skuffen, men den er ingen ting værd før det øjeblik, hvor Grønland har haft en folkeafstemning om selvstændighed. Og så kan man jo lave alle de forfatninger, man vil. Men der er da ingen grund til at få noget tvunget igennem nu, sådan som situationen er, siger Søren Espersen til KNR.