GG-direktør: EU-medlemskab havde gavnet sæl-sagen

Grønlands sælskindsimport ville være bedre stillet hvis vi havde været medlem af EU. Det mener direktør for Great Greenland, Ditte Sorknæs, skriver AG i dag.
Foto © : Privat foto
Skrevet af Inge S. Rasmussen
22. juni 2016 11:10

Ditte Sorknæs fra Great Greenland fremhæver at det er bedre at sidde med ved bordet end at stå udenfor når det gælder diplomati og forhandlinger om import af sælskind.

- Hvis Grønland havde været en del af EU tilbage i 2009 hvor det første forbud kom havde man været med inde over meget tidligere. Så kunne jeg godt drømme om at man havde formået at forhindre loven, siger Ditte Sorknæs til AG.

Hun mener ikke at Danmark var proaktiv da det handlede om at forsvare Grønlands interesser, da sælskindseksporten blev truet. Formentlig fordi danske EU-diplomater og parlamentarikere er mere optaget af at sikre danske økonomiske interesser.

Læs også Grønland har aldrig fortrudt nej til EU-samarbejde

- Det er de danske EU-parlamentarikere vi har at takke for den løsning der kom til sidst med inuit-undtagelsen. Men min oplevelse var bare at man kom meget sent i gang fra dansk side, siger Ditte Sorknæs, der samtidig understreger at hun ikke ønsker "at gøre det til en kamp mellem Grønland og Danmark."

Tidligere har formand for GE, Henrik Leth, og Demokraternes næstformand, Justus Hansen været ude og sige, at de gerne vil diskutere om en eventuel grønlandsk genindmeldelse i EU.