GE glæder sig over levende Nunaminerals

Det skaber glæde hos erhvervsorganisation, at Grønlands eneste efterforskningsselskab alligevel ikke blev lagt i graven i dag.
15. maj 2015 12:35

Nunaminerals har fået lidt ekstra luft og kan nu kæmpe videre for sin langsigtede overlevelse. En kamp Grønlands Erhverv ser klare perspektiver i.

- Vi er meget positive over, at de trækker konkursbegæringen tilbage og forsøger en rekonstruering, siger juridisk konsulent fra GE, Karsten Klausen.

Læs også Nunaminerals' konkursbegæring trukket tilbage


Stor betydning for investeringsklima
Han lægger vægt på, at det her ikke kun handler om Nunaminerals, men om hele Grønlands position som mineland.

- Det har stor betydning for investeringsklimaet her i Grønland, at man bakker op om, at man har et efterforskningsselskab her i landet, og at det kan løbe rundt, siger Karsten Klausen.

Læs også  Kampen for at redde NunaMinerals fortsætter

 

Gælder hele branchen

Han lægger heller ikke skjul på, at det er værd at holde øje med, om Nunaminerals kan bringes tilbage fra de døde. Det vil nemlig styrke den noget vingeskudte råstofdrøm.

- Det vil have en positiv effekt på hele råstofbranchen, siger Karsten Klausen.