GA: Placering i Sisimiut er billigere

Grønlands Arbejdsgiverforening - GA - i Sisimiut og Qeqqata Erhvervsråd kalder placeringen af den fremtidige EU-grænsekontrol i Nuuk for frås med offentlige midler.
27. juli 2011 08:39

Det kommende checkpoint for den grønlandske eksport af fisk og skaldyr, der opføres af Royal Arctic Line, men drives af den danske fødevarestyrelse, skønnes at ville koste 4-6 millioner kroner.

Men det mener GA's lokalformand i Sisimiut Lars Løvendahl og direktør i Qeqqata Kommunias erhvervsråd, Pollas Lyberth vil kunne gøres bedre og billigere i Sisimiut.

De mener, at selve opførelsen af grænsekontrolposten kan gøres for 1/10 af prisen i Sisimiut. De finder det samtidig urimeligt at kontrolposten placeres på den allerede overfyldte havn i Nuuk.

- Ved at placere grænsekontrollen i eksisterende faciliteter i Sisimiut kan man nøjes med en udgift på under halv million kroner. Men man vil åbenbart lægge alting i Nuuk, uanset hvad det koster, lyder det fra Lars Løvendahl og Pollas Lybert.

Som en slags forpost for EU skal alt spiseligt fra havene, der landes i Grønland, kontrolleres her, inden det eksporteres videre.

Seafoodvirksomhederne regner med at kunne spare millioner på de kontrolafgifter der hidtil er betalt når fiskeprodukterne skulle ind i EU. Det gælder også for de omkring 70 årlige udenlandske trawleranløb i Grønland.

Den nye kontrolpost ventes at være klar om et års tid.