GA: Aftale med et stort prisskilt på

Direktør Brian Buus Pedersen fra Grønlands Arbejdsgiverforening har set på koalitionsaftalen.
Brian Buus Pedersen
Skrevet af Laura Aggernæs
12. december 2014 14:22
Versionist Sara K. Jakobsen

- Vi synes, at den indeholder en række rigtigt fornuftige ting. Men samtidigt synes vi også, at den rummer nogle ting, der får et meget stort prisskilt på sig, siger Brian Buus Pedersen.

 

Hvis man ikke kan finansiere de mange forslag i aftalen, frygter han derfor, at det kan blive en stor udfordring at få de offentlige finanser til at hænge sammen under ét i løbet af koalitionsperioden.

 

Læs også KNAPK fortrøstningsfuld over for ny Naalakkersuisut

 

Der er dog også flere ting i aftalen, som Grønlands Arbejdsgiverforening synes ser fornuftige ud. Blandt andet, at koalitionen lægger op til en styrket indsats på uddannelses- og erhvervsområdet, blandt andet i forhold til råstofsektoren.

 

- Det er helt i tråd med det, vi også her fra GA har sagt under valgkampen, at det er vigtigt, at vi får skabt nye indtægter, for uden vækst i erhvervslivet og eksporten og privat aktivitet, så kan vi ikke finansiere de mange dejlige ting, vi gerne vil have, at det offentlige skal levere til os, siger Brian Buus Pedersen.

 

Af områder i aftalen, som Grønlands Arbejdsgiverforening forholder sig mere kritisk til, er blandt andet forslaget om, at al forædling af fisk skal ske i Grønland.

 

Læs også Markante ændringer i fiskeriet

 

- Det er måske ikke så smart at sige det på den måde, før man rent faktisk ved, hvordan økonomien og værdikæden er i vores fiskeriproduktion i dag. Det kan ikke nytte noget, at vi beslutter os for at bearbejde varerne i Grønland, hvis resultatet bliver, at vi kan sælge det til en langt ringere værdi til udlandet, end vi ellers havde kunnet, siger Brian Buus Pedersen.