KNAPK fortrøstningsfuld over for ny Naalakkersuisut

Kvotebegrænsningen, der bremser erhvervsudviklingen i yderdistrikterne trænger til en reform, det mener formanden for fisker og fanger organisationen, KNAPK, der har stor tillid til det nye Naalakkersuisut, der blev udpeget i går.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
11. december 2014 12:50

KNAPK's formand, Henrik Sandgreen, er fortrøstningsfuld, efter at Kim Kielsen præsenterede de nye Naalakkersuisut i går. De skal nemlig arbejde tæt med den nye naalakkeersuisoq for fisker, fangst og landbrug, Karl-Kristian Kruse.

- Vi har selvfølgelig tillid til ham, fordi han har et rigtig godt indgående kendskab til erhvervet, siger formanden for KNAPK, Henrik Sandgreen til KNR.

 

Ønsker flere kvoter

Formanden for KNAPK efterlyser en reform af den længe debatterede fiskerilov.

- Vi håber, at Grønlands vigtigste erhverv, fiskeriet, bliver reformeret hurtigst muligt.

- Når man begynder at begrænse kvoterne, så kan det i visse perioder gå ud over de socialt dårligt stillede, samtidig gå ud over nogle bygder, hvor erhvervslivet og indtjeningen går fuldstændig i stå. Det står i vejen for samfundets udvikling, og det er vi derfor nødt til at ændre på, siger Henrik Sandgreen.