Fyring Forklaringen giver anledning til spekulation

Det giver anledning til spekulationer om den virkelige forklaring på fyringen af Henrik Leth, når den udleverede forklaring åbentlyst ikke holder vand. Det siger tidligere statistikchef Birger Poppel.
Onsdag kunne avisen AG fortælle, at Henrik Leth var blevet fyret fra sin post som bestyrelsesmedlem i Grønlands Statistik, selvom han havde to år tilbage af den periode han var udpeget for.
29. april 2017 18:25

Torsdag aften i Qanorooq gentog Aqqaluaq B. Egede, at fyringen af Henrik Leth som bestyrelsesmedlem i Grønlands Statistik skyldes, at Henrik Leth sidder som formand i Grønlands Erhverv.

- Jeg tog det op som naalakkersuisoq og ville sikre, at det ikke skal være sådan, at Grønlands statistiks tal, samfundets penge, skal forvaltes på grundlag af særinteresser, og at der i bestyrelsen ikke er medlemmer med særinteresser, sagde Aqqaluaq B. Egede.

Men den forklaring hænger ikke sammen, og bør ikke give anledning til at fjerne Henrik Leth fra bestyrelsen to år før hans periode udløber, siger Birger Poppel, der er tilknyttet Ilisimatusarfik som samfundsforsker og som tidligere har været statistikchef for Grønlands Statistik i femten år.

Og det rejser nye spørgsmål om grunden til fyringen, siger han.

- Når man kommer med begrundelser som helt åbenbart ikke hænger sammen, ja så giver det anledning til en usikkerhed og at man gør sig alle mulige spekulationer om, hvad var så lige årsag til at det skete. Og den usikkerhed bør der ikke være om en national statistikvirksomhed, siger Birger Poppel.

Som erstatning for Henrik Leth i bestyrelsen har Aqqaluaq B. Egede udpeget Tønnes Berthelsen, som ligesom Henrik Leth er tilknyttet en organisation, nemlig som fungerende direktør i fisker- og fangerorganisationen, KNAPK.