Fyring af Henrik Leth undrer bestyrelsesformand

Bestyrelsesformanden for Grønlands Statistik undrer sig over fyringen af Henrik Leth. Den slags indblanding kan svække statistikkens troværdighed og derfor vil bestyrelsen nu undersøge, hvordan man kan undgå at politikere eller embedsfolk blander sig i den uaghængige statistik.
27. april 2017 09:26

Onsdag morgen kunne avisen AG fortælle, at Henrik Leth er blevet fyret fra sin post som bestyrelsesmedlem i Grønlands Statistik. Bestyrelsesmedlemmerne i Grønlands Statistik bliver udpeget for en tre år af gangen og her havde Henrik Leth endnu to år tilbage.

Derfor undrer det bestyrelsesformand, Vøgg Løwe Nielsen, at Naalakkersuisut har besluttet at fyre Henrik Leth i utide.

- Jeg har ikke forstået hvorfor, det ikke var nyttigt, at han kunne fortsætte, siger han.

Forklaringen mangler

Hverken resten af bestyrelsen eller formanden har været inddraget i fyringen. Vøgg Løwe Nielsen modtog derimod en kopi af en skrivelse til Henrik Leth om, at han ville blive skiftet ud. Og bestyrelsesformanden har ikke fået yderligere forklaring på fyringen.

- Der står, at man har besluttet i lyset af bestyrelsens sammensætning og opgaver, at han ikke længere skal være medlem, siger han.

Hovedpersonen selv, Henrik Leth er ikke interesseret i at blive interviewet af KNR om sagen, men fortæller, at han heller ikke har fået en forklaring på den pludselige fyring.

Fyring svækker troværdigheden

Vøgg Løwe Nielsen finder det problematisk, at Naalakkersuisut har valgt at se bort fra den treårige periode bestyrelsesmedlemmerne sidder i.

For det er netop den treårige periode, der sikrer at Grønlands Statistik er uafhængig. Den sikrer nemlig blandt andet at politikerne ikke kan fremskynde eller forhale statistik, der passer til en bestemt politisk retning. 

- Så kan det være med til at svække troværdigheden for institutionen, hvis man pludselig midt i en periode skifter nogen ud, siger han.

Intet svar svar fra Naalakkersuisut

Derfor vil bestyrelsen på det næste møde om få dage undersøge, hvordan man kan undgå lignende fyringer i fremtiden.

- Og det er selvfølgelig det, vi skal kigge på på bestyrelsesmødet, om man kan lave nogle formuleringer, der sikrer, at det ikke sker igen, siger han.

Dagen igennem har KNR forsøgt gentagende gange at få naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede til at give en forklaring på fyringen. Han har dog ikke vendt tilbage på nogen af KNRs henvendelser.

Det nye bestyrelsesmedlem, der erstatter Henrik Leth bliver Tønnes Berthelsen fra KNAPK.