Paamiut Flygtningevand skal sætte prop i fraflytning

Havnen i Paamiut skal igang med en større udvikling, der vil skabe arbejdspladser og forhåbentlig bremse fraflytningen fra byen.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
14. august 2017 16:48

Mandag vedtog udvalget for anlæg og miljø i Kommuneqarfik Sermersooq et kommuneplantillæg, der skal give grønt lys for det store erhvervsprojekt i byen.

Det er dog på betingelse af, at Søfartsstyrelsen godkender en flytning af et fyr.

Størsteparten af projektet går ud på, at virksomheden Koldco vil oprette et anlæg, der skal tappe og eksportere drikkevand fra Paamiut til FN-flygtningelejre og afrikanske lande med sundhedsskadeligt vand.

Og i Udvalget for anlæg og miljø er man meget positive overfor projektet, fortæller formand, Malene Lynge fra Inuit Ataqatigiit.

LÆS OGSÅ Stort vandprojekt på vej i Paamiut

- Vi synes, at det er et rigtig vigtigt projekt, fordi det skaber arbejdspladser og eksport. Og så er det endda til et rigtig godt formål, fordi vandet skal distribueres ud til flygtningelejre, siger hun.

Befolkningstal for Paamiut
Siden 1985 er befolkningstallet i Paamiut faldet støt med enkelte undtagelser. I år bor der 986 personer færre i Paamiut end for 32 år siden.

År          Befolkning 
1985      2433
1995      2056
2005      1817
2015      1496
2017      1447
Kilde: Grønlands Statistik

Udover vandprojektet vil Frederikshåb Betoncentral flytte til et nyt område i nordhavnen, og der skal bygges en ny vej, der kan føre tung trafik uden om bymidten.

Og samlet set vil hele projektet udvide industri- og havneområdet i nordhavnen til næsten det dobbelte.

Ifølge Martin Sandy Shalmi, der er direktør for Frederikshåb Betoncentral, der har stået for projektforslaget, så vil det nye projekt skabe omkring 30 arbejdspladser i anlægsfasen og mellem 30 og 60 arbejdspladser, når projektet er bygget færdigt og vandtapningen går i produktion. 

LÆS OGSÅ Advokater ville udnytte vandeksportfirma

Derudover vil det også give en positiv effekt på andre arbejdspladser i byen, der vil kunne skrue op for salget eller skabe nye arbejdspladser.

Og det er nødvendigt, for at vende udviklingen i Paamiut, der siden 80'erne har haft et støt fald i antallet af borgere, fordi der er mangel på stabile arbejdspladser, siger Malene Lynge.

- Vi håber i hvert fald, at det kan få ledigheden til at falde og at det kan skabe noget vækst i Paamiut by, siger hun.

LÆS OGSÅ Fremgang i eksporten

Frederikshåb Betoncentral håber at kunne begynde de første sprængninger i oktober og november og håber at kunne begynde byggeriet til foråret næste år.

Inden projektet endeligt er godkendt kræver det en godkendelse fra Søfartsstyrelsen, Økonomiudvalget og til sidst i Kommunalbestyrelsen.

LÆS OGSÅ Stenbiderrogn skaber arbejdspladser i Paamiut