Flot start på hellefiskefangsten i Qaanaaq

På fem måneder har fiskerne i Qaanaaq indhandlet knap 109 ton hellefisk, hvilket er rekord for området.
Skrevet af Camilla Dam
04. juli 2014 12:42

For godt et år siden overtog Royal Greenland det tidligere Arctic Green Food-anlæg i Qaanaaq, og efter at indhandlingen begyndte i januar, er der blevet indhandlet 108.557 kg hellefisk.

- Det er et fint resultat, som vi er tilfredse med, men vi er jo lige startet.

- Og vi har planer om at starte noget fiskeri ved Qeqertat, 70 km fra Qaanaaq, når havet fryser til formentlig i januar måned. Så må vi se, hvordan fiskeriet arter sig, siger Niels Ole Møller, driftschef for hellefisk i området fra Diskobugten til Qaanaaq.

De 53 fiskere i Qaanaaq henter fangsten ind direkte fra isen om vinteren.

Royal Greenland har store forventninger til fiskeriet næste år, hvor produktionen for alvor kommer i gang.