Flere børn med bedre tænder

Flere og flere børn her i landet kan nu forlade tandlægeklinikken med smil på læben og nul huller i tænderne. Det fremgår af Kvartalets Tal fra Grønlandsmedicinsk Selskab.
22. december 2014 15:44

Ifølge selskabet skyldes de nye positive tal, at tandplejen her i landet siden 2007 har samarbejdet med Københavns Tandlægehøjskole om en særlig Caries Strategi, der frem til 2018 skal være med til at sikre, at børn og unge får færre huller i tænderne end tidligere generationer.

 

Strategien har afsæt i teorien om, at tandlægerne her i landet ikke kan "bore" sig til en bedre tandsundhed - Blandt andet fordi langt de fleste tandlæger i tandplejen er danske og kun opholder sig tre til seks måneder i Grønland ad gangen.

 

Derfor er den forebyggende indsats med de grønlandske tandplejere som hovedpersoner blevet omdrejningspunktet for en bedre tandsundhed. Og strategien har givet gode resultater, fremgår det af en opgørelse, der følger et program, der sættes ind, når børnene er seks måneder gamle. Bornenes tandudvikling følges over ni besøg på tandklinikken - fra børnene er ca. 1 år og til de er 15 og forlader ordningen.

 

Det viser sig nu, at børnene efter indførelsen af nul-huller-strategien har fået langt bedre bisser end nogensinde tidligere.

 

En opgørelse viser, at 76 pct. af de tre-årige børn i 2012 havde nul huller mod kun 64 pct. i 2008. Tilsvarende havde 65 pct. af de ni-årige nul huller i 2012 mod kun 57 pct. i 2008.

 

Og det kan lige tilføjes, at det nye tandprogram ikke koster flere penge. Udgifterne til tandplejen er de samme som før og efter 2008, når der tages højde for inflationen.