Økonomisk Råd: Fiskerilovsforslag vil gå ud over de svageste

Fiskerilovsforslaget skal bekæmpe ulighed, men det er kun få udvalgte personer, som vil få en gevinst, hvis forslaget gennemføres, og samfundet som helhed bliver fattigere, lyder det fra Økonomisk Råd.
- Selvstyrets aktiviteter har en effekt af at lave omfordeling i samfundet, og det kommer i høj grad de dårligt stillede til gavn. Når der kommer færre indtægter, så kommer der et pres der, lyder det fra Økonomisk Råds formand, Torben M. Andersen.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
21. september 2017 12:03

Kritikken af Naalakkersuisuts fiskerilovsforslag har været massiv. I forbindelse med offentliggørelsen af Økonomisk Råds rapport om landets økonomi - meldte rådet sig i stimen af kritikere.

- For det første vil forslaget betyde, at der vil komme færre indtægter til Selvstyret, og det betyder reelt, at hele befolkningen bliver påvirket, siger formand for Økonomisk Råd og professor i National økonomi, Torben M. Andersen, om forslaget til en ny fiskerilov, som Naalakkersuisut har sendt i høring.

LÆS OGSÅ Den politiske hensigt er vigtigere end økonomien

Han er enig med forslagets bemærkninger, hvor Selvstyrets embedsmænd skriver, at forslaget vil blive en udgift for det grønlandske samfund.

Forslaget skaber ikke lighed

Torben M. Andersen forklarer, at det særligt vil gå ud over de svagest stillede borgere, når Selvstyret får færre indtægter, fordi der således ikke er så mange penge til eksempelvis uddannelse, sundhed og sociale ydelser som offentlig hjælp og pensioner:

- Selvstyrets aktiviteter har en effekt af at lave omfordeling i samfundet, og det kommer i høj grad de dårligt stillede til gavn. Når der kommer færre indtægter, så kommer der et pres der, lyder det fra Økonomisk Råds formand.

LÆS OGSÅ Rederier truer Kielsen med søgsmål

På trods af at forslaget ifølge beregningerne vil gøre samfundet fattigere, er det Naalakkersuisuts hensigt at skabe mere lighed med forslaget.

Omfordeling af kvoter er et lotteri

Eksempelvis skal rejekvoterne fordeles ud på flere selskaber.

Det vil dog ikke bidrage til mere lighed, da denne løsning har karakter af ren tilfældighed, og det vil komme ganske få personer til gode:

- Der vil jo være et vist lotterielement i, hvem er det så, der får (kvoterne, red.), og hvem er det, der ikke får. Der vil være nogen, der får, og en masse andre, der ikke får. Og der stiller vi spørgsmålstegn ved, om det er en hensigtsmæssig måde at føre fordelingspolitik på, siger Torben M. Andersen.

LÆS OGSÅ Først solgte de kvoterne - nu får de dem tilbage

I aften er der debat om fiskerilovsforslaget på KNR tv kl. 20 i programmet Isummersorfik.

Her vil naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Kristian Kruse (S), svare på kritikken af forslaget.

Programmet kan ses med simultantolkning på KNR 2 også kl 20.