Retssag: Fire mænd på anklagebænken for mord

Fredag startede en retssag mod fire mænd, der er tiltalt for mordet på en 20-årig mand fra Skagen med grønlandsk baggrund.
24. november 2017 10:28

Sagen går tilbage til 16. januar i år, hvor politi og ambulance blev kaldt ud til fundet af en 20-årig mand i Skagen i Danmark.

Manden var alvorlig kvæstet efter slag med et baseballbat og vægtstænger foruden fem knivstik i ryggen. Den 20-årige døde to dage efter af sine kvæstelser.

Fire mænd, der på gerningstidspunktet var 19, 27, 28 og 41 år, blev kort efter anholdt og sigtet for drabet på den afdøde.

LÆS OGSÅ Endnu en mand sigtet for drab på grønlænder i Skagen

Ofret er barn af en grønlandsk mor og en dansk far og er opvokset i Danmark. Kort efter overfaldet blev der på flere sociale medier spekuleret i, hvorvidt episoden havde baggrund i mandens etniske herkomst - altså om der var tale om hate crime.

Det afviste Nordjyllands Politi dog efterfølgende blankt.

LÆS OGSÅ Skagen-drab er ikke hate-crime

Ifølge politiets anklager var overfaldet i stedet en hævnaktion, efter ofret tidligere havde givet bedøvelsesmidlet ketamin til en af de tiltalte, skriver Ritzau.

Ketamin bruges bl.a. til at bedøve dyr med og ende med at bedøve den tiltale i benet, efter han havde indtaget det – formentlig i troen på, at det var narkotika.

To af de fire tiltalte mænd erklærer sig skyldige, mens de to andre nægter anklagerne.

Anklagemyndigheden går efter mindst fire års fængsel til tre af de tiltalte og en forvaringsdom til den fjerde.

Retssagen kører over otte dage ved Retten i Hjørring, og der afsiges efter planen dom i januar, skriver Ritzau.