Entreprenør dømt for altanulykke igen - ejer går fri

Entreprenørvirksomheden Permagreen A/S er i landsretten blevet idømt en bøde på 45.000 kroner i en sag, hvor en blot 1-årig dreng faldt ud fra en altan på 6. sal i en bygning på Tuapannguit i Nuuk tilbage i 2013. Bygningens ejer blev til gengæld frikendt i sagen.
Skrevet af Kenneth Elkjær
08. december 2017 12:35

Den lille dreng fik omfattende skader ved ulykken, men han overlevede faldet. Drengen faldt igennem et hul på 16,6 centimeter mellem altanen og husets væg. Det var et brud på bygningsreglementet, og det blev entreprenøren bag byggeriet dømt for i landsretten 30. november, skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse. 

Entreprenøren forsøgte i retten at stille spørgsmålstegn ved, om drengen reelt var faldet igennem hullet mellem altanen og væggen, som forældrene og flere andre vidner havde forklaret.

Altansagen

Den 31. maj 2013 faldt en dengang et-årig dreng ud fra en altan på sjette sal i Tuapannguit 5, Nuuk.

I juni 2016 afsagde Retten i Grønland dom i sagen. Dengang blev både entreprenøren Permagreen A/S og ejendomsaktieselskabet Illuut A/S dømt til at betale hver en bøde på 45.000 kroner.

Men entreprenørens forklaring blev afvist af landsretten, og det vækker glæde hos senioranklager Liselotte Bøhm.

- Jeg er glad for, at landsretten slog fast en gang for alle, at den lille dreng faktisk faldt ned fra altanen, og at dette kunne ske, fordi altanen var sikkerhedsmæssigt uforsvarlig, udtaler hun.

Bygningens daværende ejer Illuut A/S var også tiltalt i sagen, men de blev frifundet, da landsretten ikke fandt det bevist, at ejerne havde kendskab til, at altanerne var mangelfulde. Dermed slipper boligselskabet for at betale den bøde på 45.000 kroner, som både entreprenør og ejeren blev dømt til at betale i Retten i Grønland i 2016.

LÆS OGSÅ Dom i sag om 1-årig dreng der faldt ud fra altan

LÆS OGSÅ Sermersooq: Bygherren har ansvaret for altan-mellemrum

LÆS OGSÅ Altanulykke kunne måske være undgået