Eksperter fraråder at sprænge fjeld

Resterne af det fjeld, der lørdag var skyld i en større naturkatastrofe i Uummannaqfjorden skal ikke sprænges væk. Ihvertfald ikke hvis det står til flere eksperter.
Foto © : GEUS / Arktisk Kommando
23. juni 2017 16:12

Artiklen er opdateret med flere oplysninger kl. 16.50.
Internationale eksperter er blevet taget med på råd, siden et fjeldskred i weekenden var skyld i, at bygden Nuugaatsiaq blev ramt af en stor flodbølge. Eksperternes vurdering er, at erfaringerne med kontrollerede fjeldsprængninger er for få.

Det oplyser Departementet for Natur og Miljø, der står for undersøgelserne af fjeldet i samarbejde med GEUS.

- Sprængninger vil indebære en ukendt og uforudsigelig risiko for at påvirke andre svage områder i fjeldet eller danne nye svagheder.

- Dermed er der stor risiko for at skabe nye ustabile fjeldpartier, der kan sætte sig i bevægelse i en lang årrække efter den kontrollerede sprængning. Dermed kan en sprængning forværre den nuværende situation i stedet for at forbedre fjeldets stabilitet, skriver departementet, der oplyser, at undersøgelserne af fjeldet fortsætter.

Undersøger mulighederne for et varslingssystem

Myndighederne undersøger nu muligheden for om et varslingssystem kan være med til at skabe sikkerhed i området:

- Det, som vi gør, er at undersøge hvilke varslingssystemer, vi kan gøre nytte af. Det findes der erfaringer med i flere lande. Og blandt andet arbejder vi aktivt på et sms-varslingssystem, og vi håber at kunne sige noget mere om det i de kommende dage, siger Tine Pars, departementschef for sundhed og medlem af beredskabskommissionen til KNR.

Det er dog endnu uvist om indførelsen af et varslingssystem betyder, at borgerne kan vende hjem igen til de evakuerede bygder:

- Så langt er vi ikke, så det må vi vente med at svare på, siger Tine Pars.

Pars: Ingen bliver flyttet så længe undersøgelser pågår

Tine Pars oplyser, at det løse fjeld bliver overvåget:

- Artisk Kommandos Vædderen holder øje med fjeldet, så det hele tiden bliver overvåget og så snart, at der eventuelt sker noget bevægelse i fjeldet, er man klar til at melde ud lige med det samme.

Ifølge Tine Pars er det udelukket at de evakuerede borgere kan vende hjem i øjeblikket:

- Situationen er sådan, at så længe undersøgelserne og overvågningen pågår, så flytter man selvfølgelig ikke nogen mennesker. Der skal være noget mere vished om stabiliteten af fjeldet, før man træffer en beslutning om at få de evakuerede hjem igen

Politiet skriver i en pressemeddelelse fredag aften, at man på bagrund af beregninger fra GEUS, ikke længere vurderer, at der er en konkret fare for indbyggerne i Niaqornat, Saattut, Ukkusissat, Ikerasat, Qaarsut sarnt Uummannaq.

Derfor skal Grønlands Selvstyre og Qaasuitsup Kommunia i fællesskab finde ud af, hvad der skal ske med de evakuerede beboere fra Niaqornat, som nu befinder sig i Uummannaq.

Foto © : Arktisk Kommando
Foto © : Arktisk Kommando
Foto © : Arktisk Kommando