Eksisterende butikker glæder sig til ny konkurrent

Når Arctic Import slår dørene op til deres discountbutik i slutningen af måneden er det ikke noget konkurrenterne ryster i bukserne over.
Kommende discountbutik i Nuuk
Kommende discountbutik i Nuuk Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
19. april 2016 05:05

Tværtimod ser de frem til endnu mere konkurrence:

- Vi byder alt konkurrence velkommen, og det bliver spændende med en ny spiller på markedet, siger administrerende direktør for Pisiffik, Per Steen Larsen, som understreger, at de i forvejen ligger i konkurrence med Arctic Imports butikker i Ilulissat.

Konkurrence godt for forbrugerne

Hos Brugseni, som har tre butikker i Nuuk, er meldingen heller ikke til at tage fejl af.

- Jeg byder selvfølgelig konkurrencen velkommen i og med, at det for forbrugerne er rigtig godt og for os, da vil skal være mere oppe på mærkerne, siger Susanne Christensen, som er direktør Kalaallit Nunaanni Brugseni.

Læs også Arctic Import udfordrer Brugseni og Pisiffik

Som dog mener, at det er for tidligt at sige, om der er plads til flere supermarkeder i Nuuk.

- Det er et helt andet koncept end det, vi har i dag, og det er jo spørgsmålet, om kunder kan lide det. Vi kan ikke sammenligne dem en til en, siger Susanne Christensen.

Plads til en butik af den størrelse

Hos Pisiffik, som i forvejen har fire supermarkeder, mener man ikke, at markedet er mættet.

- Nuuk er en by i rivende udvikling, så jeg tror, at der er plads til en butik af den størrelse, siger Per Steen Larsen.

Mens Brugseni ikke kan sige noget om, hvordan de vil tage konkurrence op mod den nye discountbutik.

- Så langt har vi ikke forholdt os endnu, da vi endnu ikke kender til konceptet, siger Susanne Christensen.

Den nye butik får kamp til stregen

Lover Pisiffik til gengæld, at den nye butik får kamp til stregen.

- Vi har samme vilkår med afgifter og fragt, og vil følger priserne hver eneste uge, og tilpasser os.

- Hvis de går hen og bliver billigere end jer, så vil I også sætte prisen ned.

- Ja, vi vil følge konkurrenterne, siger Per Steen Larsen.