Eftersøgning midlertidigt indstillet

Eftersøgningen af de fire savnede fra Nuugaatsiaq er blevet midlertidigt indstillet på grund af dårlig sigtbarhed og is.
Foto © : Arktisk Kommando/Palle Lauritsen
Skrevet af Thomas Munk Veirum
20. juni 2017 13:29
Versionist Connie Fontain

Tiltagende dårlig sigtbarhed og tæt is har betydet, at eftersøgningen af de fire savnede personer, der er savnet efter flodbølgen lørdag, er indstillet. Det oplyser Arktisk Kommando på sin facebook-side.

Inspektionsskibet Vædderen har ledt efter de fire savnede personer, men har altså måttet indstille arbejdet for nuværende.

- Hvornår eftersøgningen kan blive genoptaget, skal der findes ud af i samarbejde med Grønlands Politi, siger presse- og kommunikationsrådgiver ved Arktisk Kommando, Jette Elkjær.

Hos Grønlands Politi bekræfter senioranklager Liselotte Bøhm, at vejret har umuliggjort eftersøgningen:

- Forholdene i området egner sig ikke til at fortsætte eftersøgningen. Eftersøgningen genoptages, når forholdene i området igen tillader det, siger Liselotte Bøhm. Hun understreger, at eftersøgningen ikke er indstillet og altså genoptages, når vejret bliver bedre.

LÆS OGSÅ Se de første billeder fra Nuugaatsiaq efter katastrofen

LÆS OGSÅ Løs fjeldside kan skabe ny flodbølge

LÆS OGSÅ Aldrig har jeg set så stærke kræfter

LÆS OGSÅ Her rammer flodbølge Nuugaatsiaq