GE: Departementets arbejdsmetoder er useriøse

Grønlands Erhvervs kræver mere åbenhed fra fiskeridepartementet, og samtidig betegner arbejdsgiverorganisationen departementets arbejdsmetoder som useriøse.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Thomas Munk Veirum
16. oktober 2017 14:45

 GE er utilfredse med forslaget til en ny bekendtgørelse, der vil stille krav om, at 90 procent - mod tidligere 60 procent - af skibsofficererne i mindst to år skal have været fast bosiddende i Grønland.

Ifølge GE gør rederierne i forvejen, hvad de kan for at hyre herboende arbejdskraft, og når kravene skal skærpes ønsker GE at vide, hvilke analyser Naalakkersuisut lægger til grund for det nye krav.

Det bliver nemlig vanskeligere i fremtiden at få herboende arbejdskraft, skriver Grønlands Erhvervs direktør, Brian Buus Pedersen:

- Virkeligheden er, at der er stor mangel på uddannet, lokal arbejdskraft. Situationen tilspidses i de nærmeste år, fordi en meget stor gruppe af skibsofficererne nærmere sig pensionsalderen, lyder det fra Buus Pedersen.

Den nye bekendtgørelse har høringsfrist 31. oktober, og ifølge det udsendte materiale skal den træde i kraft dagen efter:

- Det er ikke seriøst, skriver Brian Buus Pedersen.