Ekspert: Danske politikere hæmmer råstofudvikling

Dansk bekymring over kinesiske investeringer her i landet er en hæmsko for Grønlands udvikling. Derfor bør Danmark og Grønland hurtigst muligt finde fælles fodslag til gavn for Grønland, mener en journalist og forfatter med kendskab til Kina.
Foto © : Christina Boutrup
22. december 2016 15:20

- Hvis mineeventyret i Grønland skal udfolde sig, tror jeg simpelthen ikke, at man kan komme uden om Kina, lyder det fra Christina Boutrup, der har skrevet flere bøger om Kina og også boet i landet, hvor hun blandt andet var korrespondent for det danske medie Berlingske.

Hun mener, at Kina er afgørende for Grønlands udvikling af råstofsektoren.

- Jeg kan ikke få øje på andre, der vil være så risikovillige og langsigtede i deres investeringer, siger Christina Boutrup.

Kinesiske virksomheder har den nødvendige kapital

Hun bakkes op af adjunkt og jurist på Københavns Universitetet Lone Wandahl Mouyal, der forsker i blandt andet udenlandske investeringer i Grønland:

- Faktum er, at kinesiske virksomheder har den nødvendige kapital, ekspertiser og erfaring med at arbejde i svært fremkommelige egne af verden, skriver Lone Wandahl Mouyal til KNR.

Mouyal mener, at der fra fælles grønlandsk-dansk side stadig skal gøres et større benarbejde for at tiltrække investeringer til Rigsfællesskabet.

Mudderkastning fjernede fokus fra Grønlands fremtid

Christina Boutrup går skridtet videre og vurderer, at danske politikere tidligere har vist sig at være en hæmsko for udviklingen i Grønland, og hun henviser til sagen om jernminen ved Isuakasia som eksempel:

- Det blev en dansk politisk mudderkastningskamp, hvor det handlede mere om rød og blå blok i Danmark end om, hvad der var rigtig og godt for Grønlands fremtid, siger Christina Boutrup.

Og det forvirrer investorerne, når der kommer forskellige meldinger fra København og Nuuk, og derfor skal politikerne ifølge Christina Boutrup blive enige på tværs af rigsfællesskabet til gavn for Grønland.

- Jeg håber, at man på en eller anden måde kan finde fælles fodslag, så man kan sende de samme signaler til investorerne, ellers bliver det rigtig svært, siger Christina Boutrup.