Dansk mijøaktivist tiltalt for pirateri

Den kvindelige danske miljøaktivist, Anne Mie Roer Jensen, som var om bord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise, er nu - i lighed med 14 andre aktivister - tiltalt for pirateri af en russisk domstol i Murmansk.
Skrevet af Karsten Sommer
03. oktober 2013 05:19

Tiltalen kommer ikke bag på Jon Burgwald, der er arktisansvarlig i Greenpeace. Men han er tydeligt rystet over, at russerne tiltaler aktivisterne for pirateri.

- Det er et angreb både på de metoder, som Greenpeace har brugt i over 30 år, og på retten til at ytre sig fredeligt. Det er jo forfærdeligt, at det her rammer 30 mennesker, som ikke har gjort andet galt end at ville kæmpe for en bedre verden, siger han.

Den 26-årige kvinde var tredjestyrmand på Arctic Sunrise, som var sejlet til Det Arktiske Ocean for at udføre en protestaktion mod russiske olieboringer.

Aktivisterne blev for to uger siden pågrebet af den russiske kystvagt - forinden havde nogle af dem bordet en borerig ejet af olieselskabet Gazprom.