Branchen siger nej tak til længere åbningstider på værtshuse

Frygten for hårde stoffer, mere vold og vildere fester i de små hjem, får nu branchens restauratører til at råbe vagt i gevær. De ønsker ikke, at politikerne skal gøre alvor af lade værtshuse holde længere åbent.
Foto © : Jessica Spengler
02. september 2016 08:50

Udmeldingen fra brancheforeningen kommer, fordi der er lagt op til, at politikerne på efterårssamlingen vil gøre det muligt, at holde åbent to timer længere i weekenden end tilfældet er i dag, så man kan gå på bar frem til klokken 05.00 om morgenen.

De længere åbningstider kunne samle de festende på barer, hvor der er mere kontrol med dem end til efterfester, som ofte ender i husspetakler.

Brancheforeningen tror dog ikke på, at den længere åbningstid vil mindske antallet af efterfester, men blot vil udsætte starttidspunktet.

Derfor gør foreningens formand, Helge Tang, det klart, at det, der umiddelbart er en gave, faktisk ikke er et ønske fra restauratørerne.

- Vi kan holde en længere fest, og måske også nok sælge lidt flere varer. Men de negative konsekvenser overstiger glæden, siger han

Helge Tang uddyber branchens bekymring, med, at de frygter, at den længere åbningstid vil kunne medføre flere hårde stoffer end i dag, hvor det ikke er et problem her i landet.

- Hash er slemt nok, men skal gæsterne feste senere, end tilfældet er i dag, taler erfaringerne fra udlandet sit klare sprog. Det kan medføre problemer med hårde stoffer, der har opkvikkende effekt, og lader de unge mennesker feste igennem, siger han.