GRØNNEDAL Bevarelse af bygninger kan medføre miljømæssige konsekvenser

Hvis ikke alle bygninger i Grønnedal bliver fjernet, kan det blive svært at rense området totalt for olieforurening.
Foto © : Inspektionskutteren Tulugaq
Skrevet af Inge S. Rasmussen
08. april 2016 07:15

Det konkluderer Forsvarsministeriet efter ministeriets Ejendomsstyrelse har undersøgt sagen, skriver Ingeniøren i dag.

Miljøundersøgelser af den tidligere flådebase har vist, at der er omfattende forurening i jord og grundvand, som stammer fra mange års burg af olietanklæg. Uden oprensning af området risikerer forureningen at sprede sig til Arsuk Fjord.

Hvis miljøoprydningen skal gennemføres, bør olietanklæg og nogle af bygningerne fjernes.

De resterende bygninger vil forfalde, hvis ikke de vedligeholdes, og samtidig er der ingen garanti for, at samtlig rørføringer kan tømmes og renses for olie, skriver forsvarsminister Peter Christensen i et brev til Folketingets Forsvarsudvalg ifølge Ingeniøren.

Forsvarsministeriet og Naalakkersuisut drøfter stadig om Grønnedal skal rømmes helt.

Læs også Aaja ærgrer sig over miljømæssige konsekvenser

Læs også Aleqa er tilfreds med nyt udbud

Men Naalakkersuisut er indstillet på en total rydning af den tidligere base. Det oplyser formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

- Såfremt ingen andre ønsker at gøre brug af etablissementet og påtage sig de miljøforpligtelser, der er knyttet til stedet, så skal Forsvaret gennemføre en ordentlig miljøoprydning. Hvis det omfatter nedrivning af bygninger mv., vil Naalakkersuisut ikke modsætte sig dette, skriver Kielsen i en mail til Ingeniøren.

Samme holdning har Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen.

- Førsteprioriteten for IA er en fuld miljøoprydning fra Forsvarets side, siger Aaja Chemnitz Larsen til avisen.