Berthelsen skal være vært på populært radioprogram

Lytterne på et af DRs mest lyttede radioprogrammer 'Formiddag på 4'eren', kan se frem til en velkendt stemme. Den grønlandske sangerinde Julie Berthelsen starter nemlig som vært 1. maj.
Foto © : Bjarne Bergius Hermansen © Type 1
Skrevet af Mads Pedersen
07. april 2017 11:00

Fra 1. maj vil op til 700.000 daglige lyttere på ’Formiddag på 4’eren’ på P4 kunne høre Julie Berthelsens velkendte stemme. Men hun skal ikke synge.

Hun skal nemlig være radiovært sammen med Kasper Harboe, der har været vært på programmet gennem flere år. Det skriver DR.dk. 

’Formiddag på 4’eren’ beskrives som et underholdningsprogram med spændende gæster og aktuelle diskussioner, der lader hele Danmark tale med om både det store og det nære. Og noget tyder på, at Julie Berthelsen er den helt rigtige til jobbet. 

Redaktionschef Tina Kragelund fra DR Danmark har ihvertfald kun rosende ord om den kommende værtinde. 

- Julie Berthelsen er en empatisk og engageret kvinde, som er optaget af verden omkring sig – både hverdagsudfordringerne og de helt store spørgsmål, så lytterne kan godt glæde sig til at møde hende i radioen, siger Tina Kragelund. 

Fra TV-vært til radio vært

Julie Berthelsen har siden 1999 og 15 år frem været vært for julehilsen til Grønland på DR1, og har også haft værtsopgaver for TV2. Hovedpersonen glæder sig til at skulle prøve at være radiovært. 

- Det er nyt, og det er spændende. Og selv om det på en måde er inden for det felt, jeg i forvejen har arbejdet med som sangerinde, har jeg aldrig lavet radio på den måde før. Jeg ser frem til at lære en masse nyt, være 'på' hver dag, udvide min horisont og have kolleger omkring mig hver dag, siger Julie Berthelsen til DR.