Arrangementer til uge 18 bliver imødekommet

I denne uge sættes der fokus på vores alkoholkultur og drikkemønstre.
Foto © : Peqqik.gl
Skrevet af Karsten Sommer
02. maj 2016 15:52

Overskriften for dette års Uge 18 er således de voksnes ansvar, når det gælder forebyggelse mod, at børn og unge får et alkoholmisbrug. 

Med sloganet ”Tag snakken” opfordres alle voksne til at tale med deres børn - også om alkohol.

Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris Jakobsen, har imødekommet ansøgninger fra 11 byer og 26 bygder om tilskud til afholdelse af Uge 18 arrangementer.

- Det er dejligt, at der igen i år er så stor opbakning til at markere Uge 18, og jeg håber, at debatten bliver livlig. Vi har valgt at sætte fokus på voksnes ansvar og mulighed for at støtte børn og unge i en sund livsstil, siger Naalakkersuisoq for Sundhed Doris Jakobsen og fortsætter:

- Det er afgørende for børn og unges sundhed, at forældre og andre voksne omkring dem spiller en aktiv rolle i deres liv. Når vi taler med vores børn, bruger tid sammen med dem og støtter dem i en aktiv fritid, støtter vi dem samtidig i et sundt liv uden tobak, alkohol og andre rusmidler.

Uge 18 tager afsæt i folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II’s mål om at forebygge, at børn og unge starter et misbrug, at begrænse synligheden af påvirkede voksne og at reducere alkoholforbruget mest muligt.

Læs mere om uge 18 i peqqik.gl