Agathe tilbageviser kritik

Medlem af Naalakkersuisut for Sundhed Agathe Fontain afviser medlem af Inatsisartut Astrid Fleischer Rex´s kritik af sundhedssystemet på det psykiatriske område.
Skrevet af Karsten Sommer
01. december 2010 04:55

Astrid Fleischer Rex anfører blandt andet, at der er psykisk syge, som ikke får den nødvendige hjælp, og som havner hos politiet.

- Og det problem er Sundhedsvæsenet yderst opmærksom på, siger Agathe Fontain, der i foråret afgav en psykiatriredegørelse, hvis anbefalinger løbende implementeres.

- Hvis psykisk syge ikke ønsker at modtage behandling, kan sundhedsvæsenet kun forsøge at overtale den syge. Hvis den syge stadig ikke ønsker behandling, kan det være nødvendigt at inddrage socialvæsenet og i nogle tilfælde også politiet, hvis den syge har en truende adfærd. Men er en tvangsindlæggelse nødvendig, findes der allerede klare procedurer omkring samarbejdet mellem politiet, sundhedsvæsenet og socialvæsenet, understreger Agathe Fontain i sit svar.