UDSATTE Aalborg-leder: Det handler ikke om penge - men viden

Danske kommuners beløb på at hjælpe udsatte grønlændere er ikke altafgørende, mener leder i Aalborg Kommune. Det handler mere om viden om grønlandske forhold.
Aalborg Foto © : Ignat Gorazd/Flickr Creative Commons
14. oktober 2015 11:03

De danske kommuner bruger meget forskellige beløb på hjælpen over for socialt udsatte grønlændere. Mens København har afsat 100.000 kroner til en arbejdsgruppe, der skal udtænke sociale tiltag over for gruppen, bruger Esbjerg Kommune til sammenligning 1,6 mio. kroner på to væresteder, primært for grønlændere.

Men pengene er ikke altafgørende. 

Det handler mere om politisk vilje til at forstå udfordringerne ved at flytte fra Grønland til Danmark, mener lederen af Grønlænder-enheden i Aalborg Kommune, Jeppe Bülow Sørensen.

- Det handler om, at man har en politisk opbakning til at gøre noget anderledes for egentlig at give dem (grønlændere, red.) den samme service som resten af borgerne i kommunen, siger han til KNR.

Læs også Stor forskel i hjælpen til socialt udsatte grønlændere i DK


10 mio. kroner gør ingen forskel
Aalborg Kommune har de senere år haft en såkaldt Grønlænderenhed, hvor medarbejdere på tværs af forvaltningerne samarbejder om grønlændere med sociale problemer. De skal dermed kun henvende sig ét sted for at få hjælp.

- Her har vi at gøre med nogle rådgivere, der har en forståelse af, hvad det er for nogle problemer, man typisk har, når man kommer fra Grønland og hvilke ting, der kan være behov for, siger Jeppe Bülow Sørensen.

Erfaringen er her, at der er behov for en særlig indsats over for socialt udsatte grønlændere, for at de kan få et godt liv i Danmark, men at det ikke nødvendigvis afhænger af, hvor mange penge kommunen bruger på området.

- Vi kan ikke lave mirakler. Men det tror jeg i bund og grund heller ikke, vi kunne, hvis vi havde 10 millioner mere. Det, man måske også skal være lidt opmærksom på, er, at hvis man bruger rigtig mange penge og tager folk i hånden fra de kommer, til de går, så tager du også folks selvstændighed ud af dem, siger Jeppe Bülow Sørensen.

Læs også Grønlandske Huse vil registrere tilflyttere 

 

Direktør: Vi har brug for flere penge

Men i Aarhus er direktøren af Det Grønlandske Hus, Jørn Holbech, ikke helt enig. Han værdsætter, at byrådet her - lige som i Aalborg - mener, at der skal gøres en særlig indsats over socialt udsatte grønlændere. 

Men Huset bruger hele sit tilskud på cirka 400.000 kroner fra Aarhus Kommune på hjælpen til udsatte grønlændere.

- Det, vi bruger i forhold til udsatte grønlændere - rent ressourcemæssigt - er mere end det, vi får i støtte fra kommunen, siger Jørn Holbech og fortsætter:

- Det er altid et svært spørgsmål, om man bruger ‘nok’. Det Grønlandske Hus, Aarhus Kommune og private aktører samarbejder rigtig godt om indsatsen. Men det er da klart, at jeg kunne godt ønske i forhold til vores arbejde, at der var lidt større fokus og ressourcer.

Han mener, at udtalelserne fra Jeppe Bülow Sørensen måske skal ses lidt i lyset af hans stilling.

- Måske er det også politisk korrekt, når en embedsmand i en kommune siger, at det ikke er pengene, det kommer an på. Selvfølgelig betyder det også noget med de ressourcer, der afsættes, siger Jørn Holbech.