23-årig mand får over fire år i anstalten for to voldtægter

Landsretten har i dag dømt en mand for to voldtægter. De ændrede dog foranstaltningen, som kredsretten var kommet frem til, så manden ikke skal i forvaring på ubestemt tid.
En 23-årig mand skal fire år og seks måneder i anstalten. Det har Landsretten i dag besluttet. Foto © : KNR / Nicole Sander Bertelsen
26. marts 2024 16:19

En 23-årig mand skal fire år og seks måneder i anstalten. Det har Landsretten i dag besluttet.

Han er dømt for at have trængt ind i et børnehjem i Nuuk i maj 2022 og tvunget sig til oralt samleje med en 11-årige pige. Han forsøgte også at tiltvinge sig fuldbyrder samleje, men pigens råb vækkede personalet, som overmandede manden og tilbageholdt ham.

Desuden er han dømt for at have tvunget sig til oralt samleje med en 61-årig mand, som han delte celle med under sin tilbageholdelse. Han forsøgte også at voldtage manden analt.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Den 23-årig blev 1. december 2023 ved Sermersooq Kredsret i Nuuk dømt for de to forhold plus et forhold om at have udsat en anden indsat for vold, røveri og ulovlig tvang.

Kredsretten idømte ham forvaring på ubestemt tid.

Ankede foranstaltningen

Den 23-årige mand modtog kredsrettens dom vedrørende voldtægten af den 11-årige pige, men ankede voldtægten af den 61-årige mand og røveriet til frifindelse og en tidsbestemt foranstaltning i stedet for forvaring. 

Og selvom Landsretten fandt manden skyldig i røveriet og voldtægten af den 61-årige mand, valgte retten at ændre foranstaltningen fra forvaring på ubestemt tid til anstaltsanbringelse i fire år og seks måneder.

Retten mente nemlig ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at anvende forvaring i stedet for anstaltsanbringelse i lyset af mandens unge alder.

Specialanklager Gutti Harryson er tilfreds, men også overrasket over landsrettens dom:

- Manden er tidligere dømt for forsøg på voldtægt, og nu er han så både i kreds- og landsret fundet skyldig i to yderligere voldtægtsforsøg. Manden er derfor efter min opfattelse farlig for borgerne i samfundet uanset hans alder, siger Gutti Harryson i pressemeddelelsen.

- Når det er sagt så afspejler en dom på anstaltsanbringelse i fire år og seks måneder, hvor alvorligt retten ser på forbrydelser af denne karakter.

I forbindelse med sagen er den nu 23-årige mand blevet mentalundersøgt, og Retslægerådet er kommet med en udtalelse på baggrund af undersøgelsen. Både udtalelsen og mentalundersøgelsen var medvirkende til, at anklagemyndigheden gik efter en forvaringsdom under sagens behandling i kreds- og Landsretten.