Fragtbrøler: 2 tons grønlandske madvarer ødelagt

En fejl hos Royal Arctic Line betyder, at mere end to ton grønlandske madvarer er lige til at kassere. Det oplyser selskabet til KNR.
Skrevet af Kenneth Elkjær
15. juni 2017 11:38

I Danmark sad 40 håbefulde modtagere af grønlandske madvarer og ventede på at få madvarer her fra landet. De fik i sidste uge den triste besked, at madvarerne de ventede på, er uspiselige.

Fejlen er sket hos Royal Arctic Line. Da frysecontaineren med de 40 pakker fra Grønland ankom til Aalborg, fik man ikke tilsluttet containeren til strøm i forbindelse med, at containeren blev flyttet. 

Normalt bliver den slags opdaget hurtigt, men på grund af pinseferie blev det først opdaget, da det var for sent.

Det fortæller den ansvarlige for reklamation i Royal Arctic Line, Henning Jollmand.

- Den stod cirka i tre døgn uden strøm. Vi har ringet rundt til kunderne og sagt, at madvarerne desværre er ødelagte, men de kan godt få det udleveret, hvis de ønsker det, siger han.

LÆS OGSÅ Påsejling forsinker godstransport

Det er dog ikke noget, Royal Arctic Line vil anbefale de berørte kunder:

- Vores undersøgelser viser, at der var plusgrader og blodudtræk fra noget af kødet i containeren, så vi synes ikke, at det er fornuftigt at få det udleveret, siger Henning Jollmand til KNR. 

Han opfordrer i stedet de kunder, der har mistet madvarer, til at henvende sig til Royal Arctic Line med en reklamation over de ødelagte pakker.

Henning Jolmand oplyser, at fejlen ikke har noget at gøre med de aktuelle it-problemer i selskabet.